Byrådets møde 2022

Baggrund Saltø Gods har søgt om at etablere et solcelleanlæg med et bruttoareal på ca. 87 ha sydøst for godset og i tilknytning til den østligste af de eksisterende, store vindmøller.

Etablering af solcelleanlæg er afgørende for, at Næstved Kommune kan nå sine mål om CO2-reduktion. Det skyldes blandt andet, at der i de kommende år forventes nedtaget nogle ældre vindmøller.

Et forslag til henholdsvis kommuneplantillæg og lokalplan godkendt af Byrådet d. 21.09.2021 (sag nr. 135) har været i offentlig høring fra d. 29.09.2021 til d. 24.11.2021, og der blev afholdt borgermøde d. 4. november 2021. Der har tidligere i processen været udsendt et debatoplæg om projektet (bilag 5), som sammen med miljørapporten for planforslagene (bilag 8) er vedlagt til orientering.

Bemærkninger til planforslagene I offentlighedsperioden september-november 2021 har kommunen modtaget 6 høringssvar fra omboende til de ansøgte solceller.

Hovedemnerne i høringssvarene er:

Bekymring for påvirkningen af landskabet/udsigten Bekymring for, at støjen fra vindmøllerne vil blive værre, når den rammer solcellerne Bekymring for negativ påvirkning af ejendomspriserne

Bemærkningerne er opsummeret i bilag 3 sammen med administrationens kommentarer og vurderinger af de indkomne bemærkninger.

Landskab Bemærkningerne går på, at lokalområdet vil få et endnu mere teknisk præg (med henvisning til de eksisterende vindmøller), og at den afskærmende beplantning ikke vil være tilstrækkelig. Enkelte bemærkninger går på, at især en større teknikbygning og lynfangsmasterne vil skæmme i landskabet. Nogle mener, at solcelleanlægget kun placeres på det aktuelle sted på baggrund af Saltø Gods' ønske. Administrationen vurderer, at landskabet vil blive påvirket væsentligt især i de første år, før den afskærmende beplantning er vokset til. Nogle steder findes dog levende hegn allerede, og enkelte steder vil terrænet betyde, at dele af anlægget ikke vil blive synligt. Selv når den afskærmende beplantning er vokset op, vil det dog fra enkelte steder være muligt at se dele af solcelleanlægget over de levende hegn. Dette er tilfældet for de fleste større solcelleprojekter, fordi det ikke er muligt at finde meget store områder, som er helt plane. Der er derfor tilføjet det endelig forslag til lokalplan bestemmelser om, hvor de lidt højere bygninger/anlæg skal placeres, så denne gene minimeres.

Med hensyn til valget af placeringen har administrationen udført en landskabsanalyse af hele kommunen bl.a. med fokus på placering af solenergianlæg. Den aktuelle placering blev i den forbindelse vurderet at være blandt de mest velegnede i kommunen. Landskabsanalysen fremgår af bilag 9. Solcelleanlægget ønskes placeret i delområde 10d, som omtales fra s. 109 og frem i bilaget.

Made with FlippingBook - Online magazine maker