Sagsfremstilling Forslag til Lokalplan 131 for boliger ved Brandtsgade 13-15 vil give mulighed for at omdanne det gamle mejeri, også kaldet Næstved Isfabrik, til boliger.
Forslaget tager udgangspunkt i et projekt udarbejdet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, som med transformationen af den gamle isfabrik til boliger har søgt at sikre stedets historie og kvaliteter for eftertiden. Omdannelsen foreslås således at tage udgangspunkt i stedets ånd og bygge videre på den arkitektur, der primært udgøres af de industrielle, kubiske bygningsformer og de røde teglsten.
Lokalplanforslaget regulerer bebyggelsens omfang og den ydre fremtræden blandt andet ved at fastsætte bevaringsbestemmelser for dele af ejendommen. Desuden sikres, at omdannelsen tilpasses det omkringliggende miljø.
Med lokalplanforslaget gives den gamle mejeribygning mulighed for at blive indrettet med fire boliger med individuelle tagterrasse oven på mejeribygningen. Der gives videre mulighed for at nedrive garagehuset og på stedet opføre en to etager høj bygning med to boliger og med garager i den nederste etage.
Mod Brandtsgade giver forslaget til lokalplanen mulighed for at opføre et nyt hus, som må indeholde en bolig i tre etager. Dette hus skal understøtte mejeriets arkitektur, hvorfor der foreslås at stille krav om en kubisk udformning og facader i røde teglsten, som de øvrige bygninger på ejendommen.
Ifølge lokalplanforslaget skal huset trækkes så meget tilbage fra den eksisterende røde mur mod Brandtsgade, så der mellem denne mur og det nye hus skabes plads til en have, hvor der nu er parkeringsplads.
Ifølge forslaget skal alt nybyggeri og ændringer af facaderne tage udgangspunkt i de materialer, som allerede findes på stedet nemlig røde teglsten, granitkanter, betonsokler og metalgelændere mv. Herudover er der bestemmelser, som sikrer, at skorstenen ikke må ændres eller fjernes.
Endelig foreslås det, at mejeribygningen må opføres i op til 12 meter, garagebygningen i 8,5 meter og porthuset i 9,5 meter.
Det er administrationens vurdering, at projektet og forslaget til lokalplanen sikrer, at det nye hus sammen med garagehuset og mejeribygningen ikke alene danner en arkitektonisk og visuel helhed omkring det tidligere mejeri, men også trækker referencer til den varierede arkitektur i Brandtsgade. Det tilbagetrukne byggefelt sikrer samtidig, at skalaen i byrummet respekteres.
Til sagen er der udarbejdet en arkitektonisk vurdering samt en vurdering af eventuelle skyggegener på naboejendommen mod vest, Brandtsgade 11. Det er administrationens vurdering, at skyggepåvirkningen fra det nye byggeri vil være begrænset og kun påvirke i formiddagstimerne. Samtidig vil skygge fra flere eksisterende småbygninger blive reduceret.
Forslag til lokalplan 131 er vedlagt som bilag 1. Kort over lokalplanområdet er vedlagt som bilag 3. Arkitektoniske vurderinger af de muligheder, forslaget til lokalplanen giver, er vedlagt som bilag 4.
Made with FlippingBook - Online magazine maker