Punkt 94: Godkendelse af projektforslag om nedlæggelse af Hyllinge- Menstrup Kraftvarmeværker A.M.B.A. samt udsendelse af dette i høring
13.03.01-P19-2-21 Resume Politisk behandling Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget (anbefaler), 07.03.2022 Økonomiudvalget (udtaler sig), 21.03.2022 Byrådet (godkender), 29.03.2022
Næstved Kommune har modtaget et udkast til projektforslag for nedlæggelse af Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker A.M.B.A. Projektforslaget opfylder de retlige betingelser og viser, at nedlæggelse af HMKV er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige scenarie, hvorfor Byrådet kan godkende at sende projektforslaget i høring. Byrådet kan kun godkende det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt. INDSTILLING Administrationen indstiller, at Byrådet godkender udkast til projektforslag om nedlæggelse af Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker A.M.B.A., samt udsendelse af dette i 4 ugers høring i perioden 30. marts 2022 til 27. april 2022. Beslutning Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, 07.03.2022 Anbefales.
Økonomiudvalget, 21.03.2022 Anbefales
Byrådet, 29.03.2022 Godkendt. Sagsfremstilling
Næstved Kommune modtog den 30.09.2021 udkast til projektforslag fra Hyllinge-Menstrup Kraftvarmeværker A.M.B.A. (herefter HMKV) om nedlæggelse af HMKV. På baggrund af administrationens bemærkninger, har HMKV den 14.01.2022 genfremsendt revideret udkast til projektforslag. Administrationen vurderer, at projektforslaget opfylder betingelser til at blive sendt i høring. Udkast til projektforslag fremgår af bilag 1.
Udkast til projektforslag vedrører nedlæggelse af HMKV, og at de enkelte borgere i stedet etablerer individuelle varmepumper ved egen husstand. Projektforslaget er beregnet ud fra luft til vand varmepumper. I praksis er det op til den enkelte borgere at vælge sin varmeløsning efter værkets lukning. Hvis Byrådet godkender udkastet til projektforslaget, vil det medføre en ændring af områdeafgrænsning fra kollektiv forsyning med fjernvarme til individuel forsyning, ophævelse af forblivelsespligten, ophævelse af elvarmeforbuddet samt ophør af værkets forsyningspligt. Ændringerne vil træde i kraft ved politisk godkendelse, dog med forlængelse af forblivelsespligten, som vil være gældende indtil HMKV ophører med at levere fjernvarme. Ændring af områdeafgrænsning betyder, at borgere vil få adgang til at søge de statslige tilskudspuljer til at skifte varmekilde.
Made with FlippingBook - Online magazine maker