Låneramme 2021 Opgørelsen af restlånerammen for 2021 giver mulighed for yderligere lånoptagelse på 30,477 mio. kr. Heraf udgør områder omfattet af automatisk låneadgang 32,143 mio. kr. Den resterende sum på -1,666 mio. kr. vedrører forskellige lånedispensationer. Ift. til den automatiske låneadgang er der budgetteret med lån til både energibesparende foranstaltninger og Indefrysningsordningen vedr. ejendomsskatter. Dertil kommer, at Byrådet har truffet en selvstændig beslutning om, pr. 6/10-2020, at jordforsyning ved køb af Kirkebakken 31 i Karrebæk skal lånefinansieres. Derfor er det administrationens anbefaling at hjemtage den samlede mulige låneramme. I modsat retning trækker netto lånedispensationer på i alt -1,666 mio. kr. Afledt af Corona-situationen blev der i foråret 2020 ekstraordinært åbnet mulighed for ansøgning til ny lånedispensation vedr. fremrykkede anlægsprojekter til 2020. I alt er fremrykket anlægsprojekter for 29,107 mio. kr., svarende til lånedispensationen. Lånet på 29,107 mio. kr. er hjemtaget i 2020, og de samlede anlægsudgifter i 2020/2021 kan nu opgøres til 24,927 mio. kr. På trods af, at alle anlæg ikke er afsluttet, kan den resterende lånedispensation på 4,180 mio. kr. ikke yderligere overføres til 2022, hvorfor den resterende/uudnyttede lånedispensation skal tilbagebetales. For 2021 er modtaget lånedispensation på 14 mio. kr. Dispensation er givet på baggrund af, at der samlet oprindeligt er søgt om 43 mio. kr. til hhv. deponeringsfritagelse vedr. akutpladser i forbindelse med det nære sundhedsvæsen og til bygning af ny daginstitution i Stenlængegård-området. I budget 2021 blev der ikke oprindeligt budgetlagt med denne lånedispensation som lån, for lånedispensationen var gennem hele forløbet omkring planlægningen af akutpladserne tænkt udnyttet til at opnå deponeringsfritagelse på 14 mio. kr., svarende stort set identisk med en forventet 10-årig huslejeudgift. Akutpladserne er nu konverteret til andre anlægsprojekter med opstart i 2021, som ligger inden for lånedispensationens betingelser, som defineret af Indenrigsministeriet. Hvis et projekt evt. skal konverteres inden for lånedispensationen for bedre at opfylde lånedispensationens oprindelige anlægssum, er det alene af teknisk karakter, som ikke kræver en politisk beslutning. Det forventes ikke at lånedispensationen kan udnyttes fuldt ud, da anlægsudgifterne snarere lander omkring 30 mio. end på 43 mio. kr. Foreløbig overføres dog de igangsatte anlægsprojekter til 2022, og dermed er det også muligt at overføre den endelige opgørelse af lånedispensationen til næste år. Vedr. 2021 udnyttes lånedispensationen foreløbig kun med 2,514 mio. kr. svarende til en forholdsmæssig andel af de faktiske afholdte anlægsudgifter på 7,722 mio. kr. i 2021. Hvis de samlede forventede anlægsudgifter afholdes i løbet af 2022, giver lånedispensationen en potentiel lånemulighed til næste år på yderligere ca. 7,4 mio. kr. Låneramme 2022 Næstved Kommune er ikke bevilget særlige lånedispensationer i 2022 pba. konkrete ansøgte anlægsprojekter. Låneberettigede udgifter i 2022 vil derfor alene omfatte udgifter med automatisk låneadgang pba. faktisk forbrug. Det nuværende budget 2022 gælder lån til jordkøb, almindelige energibesparende foranstaltninger og ejendomsskatter vedr. indefrysningsordningen på hhv. 4,25 mio. kr., 2,5 mio. kr. og 16,0 mio. kr. Der er ikke et aktuelt likviditetsbehov, som lægger op til nogen overvejelse omkring et aconto lånoptag i 2022. Traditionelt optages ikke lån med automatisk låneadgang før udgifterne er faktisk afholdt. Så derfor medtages foreløbig ingen aconto lån vedr. 2022. Alternativ udnyttelse af lånerammen Der findes en alternativ måde at udnytte lånerammen på. Hvis det besluttes ikke at optage lån vedr. den resterende mulige låneramme 2021 på 30,477 mio. kr. eller hvis det besluttes kun at optage en mindre del af lånet, så kan den ubenyttede låneramme bruges til at frigive deponerede midler. Aktuelt har Næstved Kommune deponeret for ca. 27,6 mio. kr. Træffes en beslutning, der går imod sagens indstilling, bør der samtidig træffes en alternativ beslutning om at udnytte evt. resterende låneramme til frigivelse af deponering.
Made with FlippingBook - Online magazine maker