Byrådets møde 2022

Evaluering af indsatsen i 2021 Administrationen har i 2021 fået kendskab til flere nye bestande. Disse er blevet registreret, og lodsejerne informeret.

Bekæmpelsen har været effektiv langt de fleste steder. Det vurderes, at tidlig og god information er vigtig for at få lodsejerne til selv at bekæmpe planterne. Grundet den milde vinter og den lange sommer har forholdene været gunstige for planterne. Allerede ved første tilsyn var planterne store, og planternes vækstsæson har strakt sig ind i oktober.

Revision af indsatsplanen Erfaringsmæssigt er det muligt at foretage bekæmpelse fra ultimo april, og de fleste lodsejere vil med fordel kunne foretage bekæmpelsen, mens planterne endnu er små.

Med den reviderede indsatsplan foreslår administrationen derfor, at fristen for hvornår bekæmpelse skal være sket, fremrykkes fra 1. juni til 15. maj.

Planterne vil på den måde have en overkommelig størrelse for de lodsejere, som først bekæmper efter at have modtaget et påbud. Som det er nu med det første tilsyn 1. juni, vil planterne i flere tilfælde nå at sætte blomst, inden bekæmpelsen gennemføres og administrationen har kunnet foretage opfølgende tilsyn og påbud.

Samtidig foreslår administrationen, at forløbet omkring løbende bekæmpelse justeres, så bekæmpelsen bliver mere effektiv.

Det fremgår af planen, at bekæmpelsen foreslås at ske på en måde, så kæmpebjørnekloen ikke sætter frø. Samtidigt står der i den gældende plan, at den anden bekæmpelse skal være sket inden 1. juli. Det har dog vist sig, at i et lunt forår og med en tidlig første bekæmpelse, kan planterne nå at blomstre og sætte frø inden 1. juli. Derfor foreslår administrationen, at i stedet for en fast dato for anden bekæmpelse indføres et princip om, at bekæmpede kæmpebjørneklo bør tilses minimum hver anden uge, hvor der så tages stilling til tidspunkt og metode for næste bekæmpelse.

Der er en anbefaling i den gældende plan om at tilse bekæmpede planter hver tredje uge og fortsætte bekæmpelsen til 15. august. Erfaringerne fra de seneste tre år tilsiger løbende tilsyn med planterne med højst 14 dages mellemrum, og at fortsætte disse tilsyn til frosten sætter ind. Dette foreslås derfor justeret i bekæmpelsesplanen.

Administrationens forslag til ændringer fremgår af bilag 1. Forslaget har været i 8 ugers offentlig høring fra d. 1. december 2021 til d. 26. januar 2022.

Der er ikke indkommet nogle høringssvar. Der er derfor ikke foretaget ændringer i forslaget til indsatsplanen på baggrund af høringen.

Lovgrundlag Bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo, BEK nr. 842 af 23.06.2017

Made with FlippingBook - Online magazine maker