Punkt 116: Beslutning vedr. forslag til forsøg med sammenlægning af valgsteder til Folkeafstemningen 1. juni 2022
84.00.00-G01-1-22 Resume Politisk behandling Byrådet (godkender), 29.03.2022
Administrationen fremlægger forslag til forsøg med sammenlægning af valgsteder til folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022. I forslaget sammenlægges alle valgsteder med 1500 vælgere og derunder med et eller flere valgsteder. Forsøget vil danne grundlag for en senere sag om eventuel permanent sammenlægning af valgsteder. Byrådet skal i denne sag beslutte, om der på forsøgsbasis skal sammenlægges valgsteder til den kommende folkeafstemning den 1. juni 2022. INDSTILLING Administrationen indstiller, 1. at forsøget med sammenlægning af valgsteder til folkeafstemningen den 1. juni 2022 godkendes, således at antallet af valgsteder reduceres fra 26 til 18, 2. at der i forsøget indsættes en bus fra de nuværende valgsteder til den nye lokation. Beslutning Byrådet, 29.03.2022 Ad. 1; Ikke-godkendt. Ad, 2; Ikke-godkendt. Sagsfremstilling I forbindelse med evalueringen af Kommunal- og Regionsrådsvalget, samt Ældrerådsvalget i november 2021, besluttede valgsekretariatet at tage på rundtur til kommunens valgsteder for at se på beliggenhed, størrelse, indretning, tilgængelighed mm. på baggrund af de tilbagemeldinger sekretariatet modtog.
Næstved Kommune har i alt 26 valgsteder. Det mindste valgsted har kun ca. 450 vælgere og det største har 5300 vælgere. I dag er mange af de mindre valgsteder placeret i forsamlingshuse.
Administrationen fremlægger i denne sag forslag til et forsøg med sammenlægning af valgsteder til folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022. I forslaget lægges valgsteder med 1500 vælgere og derunder sammen med et eller flere af de andre valgsteder i kommunen, hvor det geografisk giver bedst mening. Valgstederne placeres i haller, på skoler eller selvejende virksomheder i Næstved Kommune. Fire valgsteder foreslås flyttet over i en nærliggende hal. Det drejer sig om Glumsø, Kobberbakkeskolen, afd. Sct. Jørgen, Kobberbakkeskolen afd. Sydby og Lille Næstved Skole, afd. Karrebækvej. Disse flytninger er begrundet i en række forhold, som ønskes forbedret, fx tilgængelighed for handicappede, parkeringsmuligheder og mere plads til afvikling af valghandlingen. I forslaget bliver antallet af valgsteder
reduceret fra 26 til 18 valgsteder, således at det mindste valgsted har ca. 1600 vælgere. Kort over forslaget er vedlagt i bilag 1. I bilag 2 er vedlagt kort over nuværende valgsteder.
Made with FlippingBook - Online magazine maker