Ad 4 og 5; Godkendt med den ændring der gives høj diættakst for alle valg undtaget folkeafstemninger.
Ad 6; Godkendt. Sagsfremstilling
Valgsekretariatet har til brug for afholdelse af valg i indeværende valgperiode beregnet en fordeling af antal af valgstyrerformænd, valgstyrere og tilforordnede vælgere mellem byrådspartierne, som hermed fremsendes til byrådets godkendelse.
Beregningen er i overensstemmelse med valglovene foretaget som et forholdstalsvalg efter d'Hondts metode på baggrund af det antal mandater, byrådspartierne opnåede ved kommunalvalget den 16. november 2021.
Der er i beregningen taget udgangspunkt i, at der skal bruges ca. 180 tilforordnede vælgere inklusive valgstyrerformænd og valgstyrere.
Ifølge valglovene skal Byrådet for hvert afstemningsområde vælge mindst 5 og højst 9 valgstyrere til at forestå afstemningen og stemmeoptællingen på afstemningsstedet.
I Næstved Kommune er der en mangeårig praksis for at udpege 5 valgstyrere til hvert af kommunens 26 afstemningssteder svarende til i alt 130 valgstyrere. Fordelingen af valgstyrere blandt byrådets partier sker i overensstemmelse med valglovene ligeledes ud fra et forholdstalsvalg efter d'Hondts metode. I bilag 1 fremgår fordelingen af valgstyrere og tilforordnede vælgere.
Endelig skal der blandt valgstyrerne udpeges en valgstyrerformand for hvert afstemningssted. Fordelingen af valgstyrerformænd blandt byrådets medlemmer sker tilsvarende i overensstemmelse med valglovene ved et forholdstalsvalg efter d'Hondts metode. I bilag 2 fremgår fordelingen af valgstyrerformænd.
Herudover skal der anvendes et antal tilforordnede vælgere, der skal medvirke ved brevstemmeafgivningen i vælgerens eget hjem og på plejehjem mv. Fordelingen af disse tilforordnede vælgere blandt byrådets partier sker ligeledes i overensstemmelse med valglovene ved forholdstalsvalg efter d'Hondts metode.
Ved Kommunalvalg 2021 godkendte Byrådet en forhøjelse af antallet af tilforordnede vælgere på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forbindelse med Covid19. Da der ved det kommende valg den 1. juni 2022 ikke skal tages særlige foranstaltninger, foreslåes antallet af tilforordnede vælgere reduceret.
Der kan ved de enkelte valg opstå behov for regulering af dels det samlede antal tilforordnede vælgere, dels fordelingen af de tilforordnede vælgere mellem byrådspartierne. Det indstilles således - i overensstemmelse med tidligere - at Valgsekretariatet bemyndiges til dels at regulere antallet af tilforordnede vælgere i forhold til det konkrete valg, dels at forestå den konkrete udpegning af de personer, der udpeges til at være valgstyrerformænd, valgstyrere og tilforordnede vælgere på de enkelte valgsteder, i dialog med partiforeningerne.
Made with FlippingBook - Online magazine maker