Formålet med projektet var at vurdere, om kørselsopgaverne udføres effektivt samt at pege på eventuelle optimeringsmuligheder og effektiviseringsgevinster ved fremtidige udbud. Sidenhen udpegede Økonomiudvalget den 30. september 2019 (sag nr. 217) (sagen fremgår af bilag 1) analysen som et budgettema for budget 2021 og som en effektiviseringsanalyse, der betyder, at eventuelt opnåede besparelser ved projektet skal tilfalde Byrådets udviklingspulje til Tværgående områder.
Movia afrapporterede resultaterne og anbefalingerne fra analysen på et temamøde for Byrådet den 15. juni 2020. Byrådet godkendte efterfølgende den 27. oktober 2020 (sag nr. 183) (sagen fremgår af bilag 2): 1. at ændre betjeningen i Fuglebjerg-Sandved, så der kunne udtages en driftsbus (omfatter buslinjerne 615, 693 og 694) 2. at 11 skolebusser fremover skulle udbydes som kommunebusser (omfatter buslinjerne 681, 682, 683, 684, 685, 687, 688, 689, 696, 697 og 699), samt 3. at al kommunens visiterede kørsel skulle udbydes af Movia med den præcisering, at udbuddet skulle gennemføres med en præmis om et uændret serviceniveau.
Byrådet besluttede efterfølgende den 26. januar 2021 (sag nr. 5) (sagen fremgår af bilag 3) at udtage kørsel til læge og hjælpemiddelcentral, kørsel til genoptræning og kørsel af ældre til dagcenter af projektet med henblik på i stedet at udbyde denne kørsel via kommunens eget kørselskontor. Udtagelsen blev foretaget på baggrund af en udfordring med at indsamle et tilstrækkeligt datagrundlag om kørslen, der skulle sikre Byrådets præcisering af et uændret serviceniveau, inden for leveringsfristen ved et eventuelt udbud igennem Movia.
Kørsel til svømmehal og tandlæge Byrådet besluttede den 27. oktober 2020 (sag nr. 183) at udbyde svømmekørsel integrereret i Kommunebus-udbuddet, men præciserede samtidig præmissen om et uændret serviceniveau. Rationalet om at udbyde svømmekørslen i kommunebus-udbuddet var at udnytte synergien ved at lade de samme busser, der kører elever i skole om morgenen, køre svømmekørsel, indtil de skal benyttes igen om eftermiddagen.
I det nuværende udbud af svømmekørsel er der imidlertid et krav om seler i busserne. For kommunebusserne er der ikke krav om seler til alle, da ståpladser skal sikre tilstrækkelig kapacitet.
Det har derfor ikke været muligt for administrationen at leve op til Byrådets beslutning og har derfor været nødsaget til i stedet at videreføre den nuværende kontrakt, der udløber d. 31. juli 2023. Nuværende pris og serviceniveau kan dermed fastholdes uændret. Administrationen har dog i samarbejde med Movia udformet kommunebus-udbuddet, så Næstved Kommune efterfølgende har mulighed for at lade svømmekørslen udføre med kommunebusser, hvis det vurderes fordelagtigt på et senere tidspunkt.
Movia har efter Byrådets beslutning om transportplanprojektet konstateret, at tandlægekørsel ikke er en kommunal "skal- opgave", men i stedet en kommunal "kan-opgave". Efter dialog mellem Transportministeriet og Movia må det fastslås, at Movia ikke har lovhjemmel til at integrere og udbyde tandlægekørslen i kommunebusudbuddet, som reglerne er pt. Den nuværende kontrakt på tandlægekørsel løber frem til 31. juli 2023, hvorfor at kørslen indtil videre fortsætter uændret på nuværende kontrakt, da denne i øvrigt heller ikke ifølge Movia er vurderet til at give en økonomisk besparelse.
Status Alle øvrige kørselsordninger har nu været i udbud via Movia, og er idriftsat. Opstarten af de forskellige kørselsordninger er dog sket på forskellige tidspunkter alt afhængig af udløbsdatoen for de forhenværende kontrakter.
Made with FlippingBook - Online magazine maker