På møde i Kultur- og Idrætsudvalget d. 29. marts 2022 blev Børnekulturhusets tilbud præsenteret, og i den forbindelse spurgte udvalgsmedlemmer ind til forskellene på de tilbud, som kommunen tilbyder henholdsvis kommunale og private skoler og dagtilbud. Ved udvalgets efterfølgende møde den 10. maj fremlagde administrationen en juridisk vurdering af, på hvilke betingelser Børnekulturhuset kan tilbyde kulturtilbud til børn og unge i kommunen på private friskoler og daginstitutioner på lige fod med de tilbud, som tilbydes børn og unge i de kommunale folkeskoler og daginstitutioner. Udvalget besluttede at drøfte emnet nærmere på det ordinære møde i september, og et udvalgsmedlem har supplerende bedt om en oversigt over praksis, samt administrationens vurdering af, hvorvidt det er tilladt at gøre forskel. (Det juridiske notat er vedlagt som bilag til orientering). Kulturtilbud til skoler og dagtilbud De kommunalt finansierede tilbud, som kommunens borgere har adgang til på kultur- og fritidsområdet, er som udgangspunkt for alle kommunens borgere. Men i de tilfælde, hvor de kommunale kulturaktører tilbyder aktiviteter specifikt rettet mod skoler og dagtilbud, skelnes der i flere tilfælde mellem kommunale og private skoler og dagtilbud. Det er generelt almindelig praksis, at de fleste tilbud i Næstved Kommune er tilgængelige for både kommunale og private, hvis der er ledige pladser, men private skoler og dagtilbud opkræves en kostpris for at deltage. Denne skelnen har afsæt i, at der fra lovgivernes side er forskel på vilkår og finansiering af private og offentlige skoler og dagtilbud. Der er således tale om en praksis, der afspejler den lovmæssige forskel på offentlige og private skoler og dagtilbud og deres rammevilkår. De kommunale kulturinstitutioners øvrige tilbud udbydes til alle kommunens borgere og under de samme vilkår for alle. Disse tilbud udgør størsteparten af deres virke. Ved den seneste folkeskolereform var der med introduktionen af begrebet "Åben skole" intentioner om, at eleverne i langt højere grad skulle møde det omgivende lokalsamfund (fx kultur, erhverv og foreninger). I den forbindelse har kulturinstitutionerne generelt arbejdet for at skabe flere eller mere relevante tilbud til skolerne. Finansieringen af disse aktiviteter har der dog ikke været afsat ekstra midler til, så de er taget af det eksisterende budget og i nogle tilfælde suppleret med eksterne pulje- eller fondsmidler.
Når Børnekulturhuset har en hel kommunal teaterordning (WAUW), som primært er rettet mod de kommunale dagtilbud og skoler, har det den "historiske" forklaring, at Børnekulturhusets etablering udspringer fra dagtilbudsområdet og fra en organisering i kommunen, hvor børn og kultur var placeret under det samme udvalgs ressortområde. Senere er Børnekulturområdet flyttet til et andet ressortområde med tilhørende økonomi. Børnekulturhusets tilbud har udviklet sig henimod at være mere tilgængelig for både private og offentlige skoler og dagtilbud.
I nogle tilfælde har Rønnebæksholm og Billedskolen udviklet projekter med fondsfinansiering, som muliggør at alle typer skoler kan deltage vederlagsfrit. Bibliotekets tilbud skiller sig ud ved at være gratis for alle. Der er vedlagt et bilag med oversigt, hvor de kommunale kulturinstitutioner kortfattet har oplyst om deres praksis vedrørende skoler og dagtilbud.
Det er administrationens vurdering, at tilbuddene generelt set bliver kommunikeret mere tydeligt ud til de offentlige skoler og dagtilbud, da de oftest er den primære målgruppe.
Det kan bemærkes, at det overvejende er de kommunale skoler og dagtilbud, som benytter de kommunale kulturtilbud, men der er også blandt de kommunale skoler og dagtilbud stor forskel på, hvor meget tilbuddene benyttes.
Made with FlippingBook - Online magazine maker