Byrådets møde 2022

Beløbene er opdateret siden seneste budgetkontrol i september 2022, da Byrådet blandt andet den 20. september 2022 har besluttet, at trafikpuljen skal finansiere de manglende 0,87 mio. kr. af den budgetterede besparelse på samlet 6,08 mio. kr. ved transportplanprojektet, som først opnås fuldt ud i 2023.

Hvis Byrådet ønsker at udvide kørselsomfanget, vil administrationen foreslå kun at anvende en mindre del af trafikpuljen, da der med baggrund i Covid-19 og stigende omkostningsindeks fortsat er stor usikkerhed om økonomien fremadrettet.

Administrationen vil i den forbindelse foreslå, at udvidelser alene foretages for at styrke det strategiske net, som er rygraden i den kollektive trafik, og der hvor de fleste passagerer er. Det strategiske net udgøres af de linjer, som transporterer hovedparten af kommuner og regioners borgere, når de skal til og fra arbejde, indkøb, uddannelse og fritidsaktiviteter. I Næstved Kommune indgår linje 601 (Kuhlausvej - Dyssegårdsvej), 602 (Nygårdsvej - Fensmark) og 603 (Kasernen - Enøby) i det strategiske net.

Hvis Byrådet ønsker udvidelser af kørselsomfanget, vil administrationen i så fald foreslå følgende specifikke ændringer ved trafikbestilling 2023 (forslagene fremgår af listen med omprioriteringsforslag og er foreslået ud fra et princip om mindste omkostning pr. passager): Opgradering af linje 602 og 603, så der alle ugens dage er betjening til hhv. Fensmark og Karrebæksminde frem til kl. 24 - ansl. årligt tilskudsbehov 0,44 mio. kr. Opgradering af linje 602 til 2 afgange i timen alle dage - ansl. årligt tilskudsbehov 0,8 mio. kr. Genindførsel af weekendbetjening på linje 604, som bl.a. betjener Appenæs, Åderup og Kalbyrisvej, til 1 afgang i timen på lørdage og søndage mellem ca. kl. 8-19 - ansl. årligt tilskudsbehov 0,5 mio. kr.

Ovenstående udvidelser vil betyde et øget årligt tilskudsbehov på 1,74 mio. kr. I 2023 vil eventuelle udvidelser kun få halv effekt på budgettet grundet opstarten i juni 2023.

Administrationen anbefaler videre, at der foretages en mere dybdegående undersøgelse af mulighederne for en bedre betjening af Holmegaard Værk og Retailpark særligt i forhold til de trafiksikkerhedsmæssige og økonomiske aspekter, da det blandt andet vil indebære undersøgelser af anlæg af vendeplads, stoppesteder og krydsning af vej mv.

Økonomisk overblik - se bilag 2, 3 og 4 Flextur og plustur

Administrationen vurderer, at antallet af kørsler med flextur og plustur, som er en fleksibel og behovsstyret samkørsel, er ved at være tilbage på et niveau, der må forventes at være det nye "normale" efter Covid-19. Der har dog i 2022 været en højere stigning i omkostningsindekset end budgetteret. Flextur og plustur betales løbende efter forbrug, og der forventes derfor i 2022 en ekstraregning på ca. 0,85 mio. kr. i forhold til de budgetterede 2,063 mio. kr.

I 2023 forventer Movia en samlet udgift til flextur og plustur på 2,62 mio. kr. Estimatet er dog behæftet med en vis usikkerhed, idet ordningerne er behovsstyrede, og brændstofpriserne er stigende.

Økonomisk usikkerhed vedrørende den kollektive busdrift Budgetlægningen for den kollektive transport i 2023 er behæftet med en større usikkerhed end normalt. Usikkerheden består udover effekten af Covid-19 også af stigende brændstof- og energipriser samt omkostningsindekset i form af prisindeks for diesel, el, renter og løn.

Made with FlippingBook - Online magazine maker