Høringssvar fra NK-Forsyning NK-Forsyning har afgivet et høringssvar, der omhandler 3 ejendomme på Vesterhavevej, 4736 Karrebæksminde. De 3 ejendomme foreslås med tillægget optaget i spildevandsplanen som spildevandskloakerede. Vesterhavevej 204 er et landbrug med vinproduktion. NK-Forsyning mener ikke, at de respektive ejendomme skal spildevandskloakeres grundet omkostningerne forbundet hermed, som NK-Forsyning anslår vil koste omkring 700.000 kr. NK-Forsyning foreslår som alternative muligheder, at der etableres egen renseløsning på Vesterhavevej 204, eller at ejer af ejendommen selv foranstalter, at spildevandet ledes til NK-Forsynings kloaknet, som et privat kloakopland. Administrationen foreslår, at høringssvaret ikke imødekommes. Begrundelsen for ikke at imødekomme NK-Forsynings høringssvar beror på, at den vinproducerende virksomhed på Vesterhavevej 204 har en meget svingende spildevandsudledning som følge af virksomhedens forskellige aktiviteter så som større selskaber, rundvisninger og vinsmagninger. Biologien i et mindre privat spildevandsanlæg er ikke egnet til så store udsving i spildevandsudledningen, og det vil formentligt medføre dårligt renset spildevand og overskridelse af rensekravet for området. Hvis jordbundsforholdene havde muliggjort et privat nedsivningsanlæg, havde dette været en mulighed, men det er ikke tilfældet.
Der vil selv om der tages hensyn til spildevandsforsyningsselskabets økonomi i enhver spildevandsplan være tiltag, som ikke er økonomisk rentable. Administrationen vurderer ud fra en overordnet økonomisk og miljømæssig betragtning, at kloakering af de 3 ejendomme på Vesterhavevej bør gennemføres.
Miljøscreening Forslaget til tillæg nr. 12 er miljøscreenet. Screeningen viser, at tillægget ikke skal miljøvurderes, da det ikke giver anledning til væsentlige miljøpåvirkninger. Miljøscreeningen har været annonceret på Næstved Kommunes hjemmeside fra den 30. juni 2022 til den 28. juli 2022 og er ikke blevet påklaget. Økonomiske oplysninger Dette tillæg har ingen økonomisk betydning for Næstved Kommune. Lovgrundlag Miljøbeskyttelsesloven LBK nr. 100 af 19.01.2022, § 32. Spildevandsbekendtgørelsen nr. 1393 af 21.06.2021, § 5 punkt 4. Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) LBK nr. 1976 af 27.10.2021, § 10. Økonomi Administrationen har ingen yderligere bemærkninger. Bilag Bilag 1: »Tillæg nr. 12 til Næstved Kommunes spildevandsplan 2012-2022 - Ændringer i rensekrav for enkeltejendomme, etableringen af og ændringer i kloakoplande og etablering af spildevandslaug« Bilag 2: Hvidbog – Bemærkninger til høringssvar. Bilag 3: Tillæg nr 12 – Indkomne høringssvar i deres fulde ordlyd.
Made with FlippingBook - Online magazine maker