294. Forslag til tillæg nr. 2 til Fladså kommuneplan 2005- 2017
Sagsbeh.: Tine Smidt Jeppesen
Sagsnr.: 2007-48607
Sagsfremstilling Fladså Kommunalbestyrelse offentliggjorde i september 2006 et forslag til lokalplan for en jordbrugsparcel i Vester Egesborg. Jordbrugsparcellen lå umiddelbart udenfor den nuværende landsbyafgrænsning i den nordøstlige del af Vester Egesborg. I forbindelse med den offentlige debat om lokalplanforslaget nedlagde Storstrøms amt administrativt veto mod den endelige vedtagelse af lokalplanforslaget. Vetoet blev nedlagt med henvisning til, at bebyggelse på jordbrugsparceller, ifølge regionplanens retningslinier, skal placeres indenfor landsbyafgrænsningen. Endvidere henviste amtet til, at lokalplanområdet lå indenfor en zone, hvor registreringen af kirkens omgivelser viser, at man skal være opmærksom på at undgå at forringe kirkens fjernvirkning i forhold til det omgivende åbne landskab.
Der var ikke indsigelser eller bemærkninger fra naboer eller andre parter i øvrigt til det fremlagte lokalplanforslag.
Der er på denne baggrund foretaget en nærmere vurdering af sagen. Det er konstateret, at Vester Egesborg ligger mindre end 5 km fra byzonegrænsen i Næstved. Det betyder, at det ikke vil være muligt at lokalplanlægge for etablering af en jordbrugsparcel i tilknytning til landsbyen. I henhold til Miljøministeriet og Fødevareministeriets retningslinier for placering af jordbrugsparceller må der ikke ved egnscentre med mere end 15.000 indbyggere placeres jordbrugsparceller indenfor en afstand af 5 km fra byzonegrænsen. Byrådet vil således ikke kunne vedtage det offentliggjorte lokalplanforslag endeligt. Det kan imidlertid vægtes, at der i øvrigt ikke har været bemærkninger fra lokalområdet eller andre parter til at der blev åbnet mulighed for en enkelt bebyggelse i den nordøstlige del af Vester Egesborg. Der er derfor foretaget en konkret vurdering af forholdet til fjernvirkningen ved Vester Egesborg. Det vurderes, at udvidelsen af landsbyafgrænsningen med en boligparcel langs landevejen er forenelig med forholdet til fjernvirkningen ved Vester Egesborg kirke, når der ikke åbnes mulighed for bebyggelse over 8,5 meter. Med en udvidelse af landsbyafgrænsningen, som skitseret i kommuneplantillægget, fastholdes der en klar grænse mellem by og land, med ét samlet indtryk af landsbyhuse og gårde opført langs vejene gennem byen. Det vurderes også, at udvidelsen af landsbyafgrænsningen i Vester Egesborg ikke vil være i konflikt med varetagelsen af interesserne i det åbne land i kommunen.
Lovgrundlag Lov om planlægning. Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Bæredygtighed (Agenda 21)
Byrådet 27.08.2007
622
Made with FlippingBook - Online magazine maker