I november 2023 sendte administrationen sit løsningsforslag i høring hos lodsejere, beboere og andre interessenter på Ved Broen. Høringen blev også sendt til Lokalrådet for Karrebæksminde og Fællesudvalget for grundejerforeningerne på Enø, Lungshave og Fjordhusene, da disse også har vist interesse for de trafikale forhold på Ved Broen. Forslaget var baseret på en kombination af en trafiksanering og en forskønnelse af vejen. Formålet med i forslaget var at give Ved Broen et mere tydeligt præg af en gågade med en ny vejbelægning med gule stenmaterialer og nyt inventar i form af blomsterkummer med henblik på at begrænse trafikken. Samtidigt blev foreslået at ensrette vejen fra Fiskehuset imod vest, mens gågadezonen skulle udvides imod øst til indkørslen til stejlepladsen. Ny skiltning skulle understrege og tydeliggøre de gældende restriktioner. Forslaget kan ses i bilag 1. Høringen gav anledning til de 12 høringssvar, som kan ses i bilag 2 og 3. Administrationen vurderede, at nogle af ønskerne og idéerne fra høringssvarene godt kunne implementeres straks i løsningsforslaget. Derfor blev løsningsforslaget revideret således, at den gule belægning forlænges mod vest, og der etableres svingforbud fra sidevejene i den østlige ende for at reducere mængden af gennemkørende på den vestlige ende af Ved Broen. Samtidigt er der nogle forslag fra høringen om mindre tiltag, som administrationen ønsker at undersøge nærmere og evt. tage med som supplerende tiltag ved realiseringen. Herunder muligheden for en cykelparkering ved bageren og flytning af parkeringsskilt. De 12, som havde afgivet høringssvar blev orienteret om det reviderede forslag den 21. dec. 2023. Det gav anledning til to supplerende høringssvar, hvor det ene er imod det indarbejdede højresvingsforbud ved Fiskehuset, mens det andet er en tilkendegivelse af, at man er tilfreds med det reviderede forslag. Ud fra et overordnet trafikalt synspunkt anbefaler administrationen, at højresvingsforbuddet bevares i forslaget. Det reviderede løsningsforslag kan ses i bilag 4, mens de supplerende høringssvar findes i bilag 5. Overslagsmæssigt vil blomsterkummerne, skiltningen og kørebaneafmærkningen koste i omegnen af 200.000 kr. Administrationen foreslår, at beløbet finansieres af de overskydende midler på anlægsprojektet Cykelsti Skelby/Ulstrup Mosevej. I forhold til belægningen, så har Park & Vej planlagt, at der skal lægges et nyt slidlag på Ved Broen i år. Derfor bliver den nye belægning finansieret af deres driftsmidler. Økonomi Administrationen kan oplyse, at trafiksanering af Ved Broen ikke er indarbejdet i budgettet for 2024. Finansiering til arbejdet skal derfor tilvejebringes på anden vis. For anlæg Cykelsti Skelby/Ulstrup Mosevej kan det oplyses at der er givet en samlet anlægsbevilling på 5,15 mio. kr. hvoraf der ved udgangen af 2023 er anvendt 4,34 mio. kr. Den resterende anlægsbevilling på 810.000 kr. søges overført til 2024 ved særskilt sag. Ved Byrådets godkendelse af den foreslåede overførsel, vil det være muligt at anvise finansiering fra Cykelsti Skelby/Ulstrup Mosevej på 200.000 kr. således, at den samlede anlægsbevilling for projektet nedskrives til 4,95 mio. kr. med et restrådighedsbeløb i 2024 på 610.000 kr. Det foreslås derfor, at der søges om en anlægsbevilling på 200.000 kr. i udgift til Trafiksanering af Ved Broen med et tilhørende rådighedsbeløb i 2024, finansieret af anlæg Cykelsti Skelby/Ulstrup Mosevej som nedskrives tilsvarende for anlægsbevilling og rådighedsbeløb i 2024.
Bilag Bilag 1 - Nabohøringsbrev inkl. forslag Bilag 2 - Høringsoversigt Bilag 3 - Samlede høringssvar Bilag 4 - Revideret forslag Bilag 5 - Supplerende høringssvar
Made with FlippingBook - Online magazine maker