Byrådets møde 2024

BoligNæstved har fremsendt skema A indeholdende et projekt med opførelse af i alt 50 almene boliger. Boligerne ønskes opført i Stenlængegårdområdet, nærmere bestemt på matr.nr. 9cn, Holsted By, Herlufsholm. Som bilag 1 er vedlagt matrikelkort med markering af matriklen.

Administrationen har behandlet det indkomne skema A og forelægger nu sagen til politisk behandling og beslutning.

Byrådet besluttede den 29. november 2022 at acceptere indgåelse af en betinget købsaftale med BoligNæstved om matr.nr. 9cn, Holsted By, Herlufsholm. Der foreligger således underskrevet betinget købsaftale mellem Næstved Kommune og BoligNæstved om matriklen, hvor bebyggelsen ønskes opført. I forbindelse med Byrådets beslutning om at indgå betinget købsaftale med BoligNæstved, har Byrådet tiltrådt at ville yde den nødvendige grundkapital til projektet, der var anslået at udgøre 8.731.808 kr., og samtidig besluttet, at grundkapitalen kunne finansieres af puljen til diverse.

Nærmere om projektet

BoligNæstved har oplyst om projektet, at der ønskes opført i alt 50 almene boliger i form af familieboliger.

I overensstemmelse med den for området gældende lokalplan ønskes boligerne opført som blandet byggeri med henholdsvis 5 etager mod Stenlængegård og en blanding af 1- og 2-etagers boliger mod syd. Der henvises til bilag 2 indeholdende foreløbige projekttegninger, herunder skitse med placering af bygninger. For fuldstændighedens skyld bemærkes det, at projektet er justeret en smule efterfølgende, hvorfor arealangivelserne på sidste side i bilag 2, ikke er i fuld overensstemmelse med skema A-ansøgningens arealoplysninger.

Projektet er angivet at omfatte et samlet boligareal på 4.121 m 2 .

Fordelingen af boligstørrelser er for nuværende ikke endeligt fastlagt af BoligNæstved, men den gennemsnitlige boligstørrelse forventes at udgøre ca. 82 m 2 inkl. fællesarealer, idet boligernes størrelse forventes at spænde fra ca. 44 m 2 til 106 m 2 med en foreløbig fordeling som angivet i bilag 2, sidste side.

BoligNæstved har oplyst, at det gennemsnitlige bruttoetageareal pr. bolig ikke vil overstige 90 m 2 , hvorfor den kommunale grundkapital maksimalt vil udgøre 8 % i henhold til almenboligloven.

Den årlige husleje forventes at udgøre 1.186 kr. pr. m 2 , således svarende til ca. 7.412 kr. pr. måned for en lejlighed på 75 m 2 , ca. 8.400 kr. pr. måned på 85m 2 og 9.390 kr. pr. måned for 95 m 2 . Alle eksklusive forbrug. De forventede årlige forbrugsudgifter er endnu ikke beregnet og derved ikke oplyst. BoligNæstveds projekteringsfase befinder sig fortsat på et meget indledende stadie, og BoligNæstved har oplyst, at det af den grund er begrænset, hvad der indtil nu er udarbejdet af projektmateriale, men har henvist til materialet vedlagt som bilag 2. BoligNæstved har været i dialog med Næstved Kommunes Center for Teknik og Miljø om projektet. Center for Teknik og Miljø har tilkendegivet, at det i bilag 2 vedlagte projektmateriale er drøftet med dem. Center for Teknik og Miljø har oplyst, at de forventer, at der sker tilretning af BoligNæstveds projekt, således at dette er overensstemmende med notat af 8. november 2022, der vedlægges som bilag 3. BoligNæstved har meddelt, at man opfører bebyggelsen i fuld overensstemmelse med den for området gældende lokalplan.

Økonomiske oplysninger

Den samlede anskaffelsessum er anslået at ville udgøre 102.482.520 kr., hvoraf Næstved Kommune skal yde grundkapital på 8.198.700 kr.

Made with FlippingBook - Online magazine maker