Byrådet 02.04.2024
48. Godkendelse af fristforlængelse for indberetning af skema B for Lejerbos helhedsplan for afd. 191 Svendborgvej
Resumé Politisk behandling Økonomiudvalget (anbefaler), 18.03.2024 Byrådet (godkender), 02.04.2024
Byrådet godkendte den 26. maj 2020 Lejerbos skema A for en helhedsplan på 57,1 mio. kr. for afd. 191 Svendborgvej. Lejerbo har ved e-mail af 4. marts 2024 anmodet om fristforlængelse for indberetning af skema B til den 1. marts 2025. Indstilling Administrationen indstiller, at der meddeles fristforlængelse for indberetning af skema B vedrørende helhedsplanen til den 1. marts 2025. Beslutning Økonomiudvalget, 18.03.2024 Anbefales.
Byrådet, 02.04.2024 Fraværende: Anders Gjesing (A), Regitze Harslund Sancoeur (C) Stedfortrædere: Christian von Benzon (A), Lene Søs Jonassen (C)
Godkendt.
Sagsfremstilling Byrådet har den 26. maj 2020 godkendt en helhedsplan for Lejersbo afdeling 191 Svendborgvej, med et samlet budget på 57,1 mio. kr. Byrådet har tidligere meddelt fristforlængelse for fremsendelse af skema B i sagen, hvilken frist udløb den 31. oktober 2023. Lejerbo har ved e-mail af 14. marts 2024, efter administrationens henvendelse og forespørgsel til sagen, anmodet om, at Næstved Kommune meddeler fristforlængelse for indberetning af skema B til den 1. marts 2025. Fristudsættelsesanmodningen begrundes med, at der har været en svær kommunikation med Landsbyggefonden i relation til projektet, ligesom der har været behov for en del større ændringer i projektet for, at afdelingen kan holde sig inden for det godkendte budget ved skema A, hvilket også medfører, at projektet på ny skal til godkendelse på et ekstraordinært afdelingsmøde. Lejerbo har oplyst, at projektet nu "er begyndt at glide", idet samarbejdet og kommunikationen med Landsbyggefonden også er blevet bedre. Der forventes en byggestart den 1. september 2025. Efter støttebekendtgørelsens § 36, stk. 1, er udgangspunktet, at skema B skal indleveres senest 15 måneder efter skema A-tilsagnet. Efter samme bestemmelse er der dog hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at forlænge fristen for indlevering i særligt komplicerede byggerier.
Made with FlippingBook - Online magazine maker