Byrådets møde 2024

Serviceudgifterne ligger over det budgetterede i Næstved; men under den samlede ramme for kommunerne under ét - derfor ingen sanktion Servicerammen sætter loft over, hvor mange udgifter, der må afholdes på de samlede kommunale driftsudgifter bortset fra arbejdsmarkedsudgifter og aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsområder. Budgettet for 2023 var vedtaget med serviceudgifter på 3.925,2 mio. kr. Serviceudgifterne har i regnskabet været på 3.960,9 mio. kr., hvilket er et realiseret underskud på serviceudgifter på 35,7 mio. kr. i forhold til oprindeligt budget. Underskuddet skyldes primært pris- og lønudvikling og Ukraineudgifter; men også et underskud på Socialudvalgets og Børne- og Uddannelsesudvalgets områder, der er dækket delvist ind med midler fra Økonomiudvalgets område. Kommunens serviceudgifter er i løbet af året korrigeret for pris- og lønudvikling samt Ukraineudgifter mv. Når der tages højde for den korrigerede serviceramme har Næstved Kommune ikke overskredet serviceudgifterne. Ved den første budgetkontrol i 2023 blev der vurderet en markant overskridelse på servicerammen og der blev derfor besluttet en række tiltag til at dæmme op for forbruget. Regnskabet - herunder niveauet af drifts- og virksomhedsoverførsler fra 2023 til 2024 - viser, at organisationen i høj grad har efterlevet denne beslutning. Kommunernes foreløbige regnskab viser, at kommunerne i 2023 havde et overskud på den samlede serviceramme på 0,9 mia. kr. Dermed bliver der ingen sanktion for Næstved Kommunes overskridelse af servicerammen, da andre kommuner har brugt mindre end deres serviceramme. På anlægsområdet er der brugt omkring 1,7 mia. kr. mere end aftalt med regeringen. Der er ikke en automatisk sanktion på anlægsregnskabet. Det vil i givet fald skulle besluttes konkret i folketinget. Stort set alle udvalg har overskud; men det dækker over store udsving mellem fagområder og virksomheder Det er alene Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget samt Socialudvalget, der kommer ud med et underskud på knap 0,3 mio. kr. hver. Flere af udvalgsresultaterne dækker dog over større udsving. Socialudvalget lander på et samlet underskud på 0,3 mio. kr. inklusiv aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsområdet. Dette resultat er opnået efter udvalgets beslutning om en række kompenserende besparelser i løbet af 2023 samt en ekstra budgettildeling på 29,2 mio. kr. i forbindelse med budgetkontrollen pr. 1. september 2023. Den ekstra bevilling blev primært finansieret af overskud på tværgående puljer under Økonomiudvalget. Resultatet dækker over underskud på fagområdet handicap og psykiatri og overskud på fagområdet ældre, et samlet underskud på fagområderne på 3,3 mio. kr. I forbindelse med regnskabsafslutningen er underskuddet på handicap og psykiatri delvist finansieret af overskud på handicapvirksomhederne, som dermed ikke får overført deres overskud til 2024 samt eftergivelse af de resterende 2,2 mio. kr. underskud. Eftergivelsen er finansieret af overskud på Økonomiudvalgets område i 2023. Børne- og Uddannelsesudvalget kommer ud af regnskab 2023 med et samlet overskud på 17,9 mio. kr. Dette resultat dækker dog over underskud på fagområderne (centralt niveau) på både Børn og Unge samt Undervisning (primært specialundervisning) og overskud på virksomhederne på områderne. Dette resultat er ligeledes efter, at udvalget har truffet beslutning om en række kompenserende besparelser i løbet af 2023. Der er underskud på fagområdet Børn og Unge på 11,4 mio. kr. og på fagområdet Undervisning på 3,7 mio. kr. Hele underskuddet på udvalgets område er dækket af henholdsvis overskud på virksomheder (børn og unge), som dermed ikke får deres overskud overført til 2024 og eftergivelse af det resterende underskud. Eftergivelsen er finansieret af overskud på Økonomiudvalgets område i 2023. Børne- og Uddannelsesudvalget får samlet eftergivet underskud for 11,2 mio. kr. Budgetudfordringerne på både Socialudvalgets og Børne- og Uddannelsesudvalgets område fortsætter ind i 2024 og frem og der er derfor primo 2024 iværksat yderligere tiltag, der skal være med til dels at bremse udgiftsvæksten på udvalgenes område og dels dække de ventede budgetudfordringer.

Made with FlippingBook - Online magazine maker