Byrådets møde 2024

Vesterhave Vingaard har gennem en årrække udviklet sig fra at være en mindre producent af vin, til i dag at have en lang række tilhørende aktiviteter på ejendommen, som f.eks. gårdbutik med mulighed for afholdelse af mindre selskaber, tennisbane, overnatning på ejendommen og i shelters, med den årlige Dansk Vindag som den største aktivitet med op til ca. 500 deltagende. Efter en klage til planklagenævnet over den oprindelige landzonetilladelse har Planklagenævnet meddelt Næstved Kommune, at det samlede omfang af aktiviteter på Vesterhave Vingaard har nået et omfang, hvor der skal lokalplanlægges for dem. Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget principgodkendte den 13. november 2023 (sag nr. 119) (sagen fremgår af nærværende sags bilag 4) udarbejdelse af forslag til lokalplan 154 for Vesterhave Vingaard, samt udsendelse af debatoplæg, i forbindelse med det kommende kommuneplanrammetillæg nr. 24.

Der indkom 11 høringssvar, hvor af flere var identiske, som bl.a. omhandlede følgende:

• De trafikale forhold på Vesterhavevej, hvor der er en oplevelse af, at der køres hurtigt, og at der er meget trafik på en underdimensioneret vej med dårlige oversigtsforhold. • Parkering i forbindelse med afholdelse af arrangementer på Vesterhave Vingaard, hvor der parkeres langs vej og på marker.

• Mulighederne for overnatning ønskes begrænset. • Busser kan ikke vende ved Vesterhave Vingaard.

• Aktiviteterne er ikke forenelige med områdets karakter af naturområde. • At Vesterhave Vingaard bidrager positivt til området ved Karrebæksminde.

En hvidbog med høringssvarene og administrationens bemærkninger til disse fremgår af bilag 3.

Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget præsenteres nu for forslag til lokalplan 154 og forslag til kommuneplantillæg 24 for Vesterhave Vingaard med henblik på, at udvalget godkender, at planforslagene kan sendes i 8 ugers offentlig høring fra den 3. maj 2024 til den 28. juni 2024, og holder borgermøde den 23. maj 2024 kl.16.30 i Karrebæksminde. Området Lokalplanområdet er beliggende vest for Karrebæksminde i landzone og er i dag en landbrugsejendom, der ligger omkranset af marker og skov med enkelte helårsboliger langs Vesterhavevej. På ejendommen ligger et stuehus, landbrugsbygninger samt en gårdbutik, der er indrettet i en tiloversbleven landbrugsbygning. Forslag til kommuneplantillæg Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med kommuneplan 2021-33, hvorfor der er udarbejdet et kommuneplantillæg nr. 24 (bilag 2). Lokalplanens indhold

Lokalplanen deler området i 6 delområder, delområde I, II, IIa, III, IV og V.

I delområde I giver lokalplanen mulighed for udvidelse af gårdbutik, afholdelse af vinsmagningsarrangementer med bespisning fra eget køkken, etablering af et væksthus med mulighed for ophold. I delområde II, giver lokalplanen mulighed for ophold samt opstilling af telte i forbindelse med afholdelse af større arrangementer.

I delområde IIa, gives der mulighed for etablering af et opholds-, og overnatningsområde med 4 shelters og en bålhytte.

Made with FlippingBook - Online magazine maker