Imod stemte 5: F (1), B (1), O (1), Æ (1), Helle Jessen (A).
Radikale Venstre og SF bakker op om udbygningen af solcelleprojekter, men synes i det konkrete projekt, at man bør lytte til indsigelse fra borgerne og fjerne de 7 nordlige hektarer fra projektet, som skænder området.
Sebastian Mylsted-Schenstrøm (Æ) er principielt modstander af industrianlæg i åbne landskaber.
Sagsfremstilling Offentlig høring og borgermøde
Byrådet besluttede den 19. december 2023 (sag nr. 209) at sende planforslagene i offentlig høring i 8 uger fra den 5. januar - 1. marts 2024. Høringen blev efterfølgende forlænget til den 20. marts 2024 for omboende, fordi Energistyrelsens møde om projektet først blev afholdt den 4. marts. I høringsperioden er der indkommet høringssvar fra 10 husstande, Miljøstyrelsen og Energinet. I forbindelse med den offentlige høring blev der den 8. februar afholdt borgermøde. På mødet deltog ca. 60 borgere og bygherre, samt medlemmer af Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget. Mødets diskussion og spørgsmål omhandlede blandt andet, om det ansøgte anlæg var i overensstemmelse med byrådets retningslinjer, om anlægget ville kunne afskærmes, og om der findes bedre placeringer i kommunen. Der var også bemærkninger om ejendomsværdi og påvirkning af naturen. Høringssvar
Høringssvarene berører bl.a. følgende emner:
1. Landskabet i projektområdet er kuperet og derfor ikke velegnet: Administrationens bemærkning: Projektområdet er ikke helt plant, og nogle delområder ligger højt. Hovedparten vil dog kunne afskærmes eller i hvert fald sløres med tiden ved etablering af afskærmende beplantning. 2. Solcelleanlægget vil blive meget synligt for naboer mod syd (Hjulebækvej): Administrationens bemærkning: Der er mulighed for at etablere et levende hegn syd for vindmøllerne, som vil skærme for de højest beliggende solceller. 3. Solcelleanlægget vil påvirke naturindholdet i området: Administrationens bemærkning: De beskyttede diger friholdes og der holdes afstand til disse for at bevare deres funktion som småbiotoper og ledelinjer. Små dyr vil kunne passere under hegnet og store dyr vil nemt kunne passere rundt om anlægget. De nye beplantningsbælter vil fungere som småbiotoper eller i hvert fald ledelinjer og skjul for dyrelivet. På arealerne, hvor selve solcelleanlægget etableres, vil der sandsynligvis komme større diversitet, når der ikke bruges gødning og sprøjtemidler som i dag. 4. Støj og helbredseffekter ved anlægget: Administrationens bemærkning: Støj afgives kun fra anlægget i meget lave niveauer, der ikke vil opleves hos naboerne. Afstanden er min 110 m til de nærmeste boliger. Der kendes ikke til helbredseffekter af solcelleanlæg. Flere naboer foreslår, at de højest beliggende arealer med solceller tages ud af planen: ved vindmøllerne for at mindske anlæggets synlighed særligt fra syd og ved Fensmarkvej. Administrationen vurderer, at der skal tages ca. 4 ha ud, hvis der skal tages yderligere hensyn til naboer på Spragelsevej og cirka 7 ha, hvis der skal tages yderligere hensyn til naboer på Hjulebækvej. Der er ikke modtaget indsigelser fra beboere på Spragelsevej. Lokalplanområdet er på ca. 47 ha (bruttoareal inkl. veje, natur, hegn m.m.), og en eventuel reduktion på 7 ha vil ikke være ubetydelig (ca. 15%). Omfordeling ved Fensmarkvej er ikke umiddelbart en mulighed, da det vil omfatte arealer udenfor den nuværende lokalplanafgrænsning. De nævnte forslag er ikke indarbejdet i lokalplanen.
Made with FlippingBook - Online magazine maker