Byrådets møde 2024

Sagsfremstilling I årene 2023-2027 er der en del lyskilder, der bliver udfaset. Det betyder, at det fremadrettet bliver vanskeligt at indkøbe disse lyskilder. Det drejer sig hovedsageligt om lysstofrør, kompaktlysstofrør, natriumlyskilder, metalhalogen med flere. I 2023 er der udskiftet 1.883 af disse lyskilder, og Næstved Kommune har efterfølgende 7.534 lyskilder tilbage, der udfases. Den 11. december 2017 godkendte Teknisk Udvalg en handlingsplan for renovering og modernisering af vejbelysningsanlæg i Næstved Kommune (bilag 2). De lyskilder, der i handlingsplanen foreslås udskiftet, er også lyskilder, der udfases i årene 2023-2027. Omfang og effekt af udskiftning i 2024 Administrationen foreslår, at der udskiftes 1.891 lyskilder i år 2024. Der er estimeret en årlig besparelse på ca. 92.000 kWh ved at udskifte de 1.891 lyskilder/armaturer til armaturer med LED-lyskilder. Ved en el-pris på 3,5 kr. pr. kWh giver det en årlig besparelse på ca. 322.000 kr. Administrationen har vurderet udgiften til udskiftning af 1.891 lyskilder/armaturer til 6,3 mio. kr. Der er i forbindelse med vedtagelse af budget 2024 blevet besluttet at slukke hver anden lampe på nogle vejstrækninger. Der er et væsentlig sammenfald mellem de vejstrækninger med lyskilder, der udfases og de vejstrækninger, hvor hver anden lampe slukkes. Dette betyder, at besparelsen bliver mindre end i 2023, da det er vanskeligt at lave besparelser på en slukket lampe. I 2023 var besparelsen på 380.000 kr. ved udskiftning af 1.883 armaturer, jf. bilag 3.Til gengæld betyder udskiftningen til armaturer med LED-lyskilder, at vejbelysningen kan dæmpes til 50%, samt at der vil være lys i alle armaturer. En del af lyskilderne bliver udfaset, hvorfor det fremadrettet bliver vanskeligt at indkøbe disse lyskilder. Samtidig bidrager udskiftning til en besparelse over tid for både økonomi og klima. Med en årlig besparelse på ca. 322.000 kr. vil den simple tilbagebetalingstid være ca. 19,6 år. Energibesparelsen vil også bidrage positivt til kommunens CO2-regnskab. Ved en faktor på 0,5 kg CO2 pr. kWh giver det en årlig reduktion på 46 tons CO2. Energirenovering af vejbelysning er et af de initiativer, som kommunen som virksomhed bidrager med til DK2020-klimaplanen, og det indgår som en del af DK2020 handleplanen for 2024.

Administrationen foreslår, at driftsbudgettet til vejbelysning reduceres med 322.000 kr. fra år 2025 og fremover.

Økonomi Administrationen bemærker at der er anvist finansiering i form af låneoptagelse og reduktion af driftsbudgettet. Arbejdet betragtes som energibesparende foranstaltninger, hvortil der er låneadgang, uden at kommunens øvrige låneramme belastes. Den årlige besparelse vil kunne finansiere afdragene på lån. Reduktionen indarbejdes i budgettet året efter investeringen i lighed med normal procedure for afledt drift af anlægsarbejder.

Bilag Bilag 1 Energirenovering vejbelysningsanlæg 2024

Bilag 2 Handlingsplan for renovering og modernisering af vejbelysningsanlæg Bilag 3 Byrådet 28 02 2023 Beslutning om energirenovering af vejbelysning

Made with FlippingBook - Online magazine maker