Vedtægten var udarbejdet inden endelig lovgivning for whistleblowerordninger var vedtaget og inden vejledning til whistleblowerloven fandtes. Efter at have arbejdet med ordningen i praksis, vurderer borgerrådgiveren, at der er behov for en justering af proceduren for behandling af indberetninger til whistleblowerportalen.
Justeringerne i procedure og vedtægt medfører,
1. at kommunaldirektøren ikke længere er skrevet ind i vedtægten som tilknyttet whistleblowerfunktionen. Kravet om uafhængighed - som fremgår af lovforarbejder til whistleblowerloven - indebærer, at direktører, som en del af den øverste ledelse, ikke kan være en del af en whistleblowerenhed. 2. at der etableres en whistleblowerenhed, som består af en jurist fra Byråds- og Direktionssekretariatet, en medarbejderrepræsentant og suppleant fra HovedMED samt borgerrådgiveren. Det er fortsat borgerrådgiveren, der modtager indberetninger i whistleblowerportalen og har ansvaret for at vende tilbage til whistlebloweren med feedback indenfor de til enhver tid gældende tidsfrister, der fremgår af Lov om beskyttelse af Whistleblowere. Beslutning om, hvorvidt en indberetning falder inden for whistleblowerlovens område eller ej, træffes som udgangspunkt af den whistlebloweransvarlige, med mulighed for inddragelse af whistleblowerenheden. Whistleblowerenheden tager desuden stilling til, hvordan en sag bør undersøges og følges op på, og om undersøgelse og opfølgning har været tilstrækkelig. 3. at det vil fremgå af vedtægten, at det som udgangspunkt er direktøren for det område, som en indberetning omhandler, der har til opgave at sikre at der følges op på indberetningen med en konkret handlingsplan, medmindre konkrete forhold taler imod at direktøren inddrages. Det vil til enhver tid være den whistlebloweransvarlige, der har til opgave at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at lade udgangspunktet gælde. Ligeledes er det den whistlebloweransvarliges opgave at sørge for, at der er blevet fulgt op med en handlingsplan og give feedback til whistlebloweren i overensstemmelse med lov om beskyttelse af Whistleblowere. Økonomi Administrationen kan oplyse at der den 13-12-21 i økonomiudvalget er bevilliget 700.000 kr. til en jurist fra 2021-2024, som har siddet i Byråds- og Direktionssekretariatet, hvor budgettet har ligget, for at øge den generelle juridiske rådgivning, til stigende komplekse sager. Efter 2024 finansieres stillingen af Byråds- og Direktionssekretariatet. Udgifterne til medarbejderrepræsentanten og suppleant fra HovedMed kan afholdes indenfor de eksisterende normeringer.
Bilag Bilag 1 - Vedtægt for borgerrådgiveren i Næstved Kommune Bilag 2 - Udkast til ny procedure for whistleblowerordning
Made with FlippingBook - Online magazine maker