Punkt 228: Prioritering af mindre anlægsopgaver 2014
05.01.00-G01-6-14 Kompetenceudvalg: Teknisk Udvalg / Byrådet
Administrationen fremlægger en liste med ønsker til sikkerheds- og tryghedsfremmende tiltag på vejnettet.
Der er tilføjet supplerende økonomipåtegning efter mødet i Teknisk Udvalg den 8. september 2014. Administrationen indstiller, 1. at Teknisk Udvalg vælger, hvilke projekter der skal søges finansiering til i 2014, 2. at midlerne frigives, og 3. at konkrete projekter forelægges udvalget, inden de gennemføres. Center for Trafik modtager løbende henvendelse fra borgergrupper, skoler, grundejerforeninger m.m. med ønske om gennemførelse af sikkerheds- og tryghedsfremmende tiltag på vejnettet. I administrationen samles ønskerne, og administrationen søger i videst mulige omfang at tilvejebringe supplerende data om f.eks. trafikulykker på strækningen, antallet af biler og hastigheder. Disse data kan, sammenholdt med projekts skønnede omkostninger, danne grundlag for en prioritering projekterne imellem. Center for Trafik fremlægger en liste med aktuelle ønsker til udvalgets prioritering. Det skal understreges, at de angivne anlægspriser er forbundet med stor usikkerhed, idet der i de fleste tilfælde endnu ikke er udarbejdet egentlige anlægsprojekter for de enkelte forslag. Center for Økonomi og Analyse kan oplyse, at der ikke er afsat budgetmidler til formålet.
Såfremt projekter ønskes gennemført, skal udvalget derfor, i overensstemmelse med aftalerne i budgetforliget, anvise kompenserende besparelser.
Ønskes enkelte mindre anlægsprojekter gennemført, vil ansøgning om anlægsbevilling kunne medtages ved budgetkontrollen pr. 1. oktober 2014. Er der derimod tale om større enkeltstående projekter, skal ansøgning om anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb fremsendes til Byrådets godkendelse.
Made with FlippingBook - Online magazine maker