Punkt 93: Hjemtagelse af Ungdommens Uddannelsesvejledning
54.00.00-A00-18-14 Resume Kompetenceudvalg: Byrådet
Faxe Kommune har meddelt, at de trækker sig ud af samarbejdet om Ungdommens Uddannelsesvejledning Sjælland Syd mellem Faxe, Næstved og Vordingborg Kommuner. Administrationen anbefaler, at Næstved Kommune gør det samme. INDSTILLING Administrationen indstiller, at Næstved Kommune trækker sig ud af samarbejdet mellem Faxe, Vordingborg og Næstved Kommuner om Ungdommens Uddannelsesvejledning Sjælland Syd. Beslutning Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, 05.02.2018 Anbefales.
Børne- og Skoleudvalget, 05.02.2018 Anbefales.
Byrådet, 27.02.2018 Godkendt. Sagsfremstilling
I reformen, Aftale om bedre veje til uddannelse og job fra d. 13. okt. 2017 fremgår det, at landets kommuner selv skal "afgøre, om de ønsker at bibeholde, oprette eller nedlægge et lokalt UU-center" (jf. side 15 i Aftale om bedre veje til uddannelse og job). Årsagen er, at der i reformen er fokus på en sammenhængende kommunal ungeindsats, hvor kommunen får ansvaret for, at der sker en koordinering af den samlede ungeindsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen, herunder den unges uddannelsesplan- og pålæg samt, at målgruppevurdere til den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU). Med disse krav fjernes kravet om, at kommunens uddannelsesvejledning skal ske i regi af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Med afsæt i reformen har Faxe Kommune meddelt, at de trækker sig fra samarbejdet mellem Faxe, Næstved og Vordingborg Kommuner om Ungdommens Uddannelsesvejledning Sjælland Syd (UUSS). Årsagen er, at de "ønsker at stå frit i forhold til fremtidig organisering og fleksibilitet i forhold til bedst muligt at kunne leve op til reformen af det forberedende område, der skal styrke indsatsen for de unge" (jf. brev fra direktør i Faxe Kommune Kirsten Jacobsen d. 19. dec. 2017). Jf. Samarbejdsaftalen mellem Faxe, Næstved, Vordingborg Kommuner, vedr. drift af UUSS, medfører opsigelse fra en enkelt kommunes side automatisk en genforhandling af aftalen mellem de øvrige kommuner. Administrationen i Næstved og Vordingborg Kommuner mødtes d. 5. jan. 2018 og blev enige om, at begge administrationer vil indstille, at samarbejdet opsiges. Anbefalingen tager afsæt i den kommunale ungeindsats og det arbejde, der lægger forude med den fremtidige organisering af den kommunale ungeindsats og indholdet heri. Et arbejde, der i Næstved er god grobund for, med strategi og handleplanen 'Flere unge i uddannelse og job - De unge er Næstveds fremtid'.
Made with FlippingBook - Online magazine maker