Lokalplanområdet afgrænses mod nord af Ahornvej, der er én af de primære tilkørselsveje til Fensmark bymidte. Mod syd og vest afgrænses området af et parcelhusområde omkring Pilevej og Næstvedvej. Parcelhusområdet består primært af 1- 1½ etagers villaer, opført i 1950-1970, udført i teglsten og med klassiske saddeltage. I kanten af lokalplanområdet og op til det tilstødende parcelhusområde mod syd og vest findes et mellemliggende beplantningsbælte med buske og træer samt et terrænspring på ca. 1,5-2 m, hvor parcelhusområdet er beliggende højere end den aktuelle ejendom.
Lokalplanområdet er mod øst afgrænset af en enkel række af parcelhusgrunde ud til Næstvedvej samt en kommunal institution med beskyttede boliger og en mindre bygning til teknisk anlæg.
Forslag til Lokalplan 095 samt kortbilag fremgår af bilag 1 og 2.
Lokalplanens formål Idéen er at opføre byggeri til seniorbofællesskab og et sundhedshus centralt i Fensmark. Formålet er at udvikle et område, hvor seniorboliger af høj kvalitet opføres i nær tilknytning til øvrige servicefunktioner i Fensmark. Sundhedshuset skal samle behandlere og sundhedstilbud i ét hus med henblik på at tilbyde behandling tæt på beboerne i seniorbofællesskabet og øvrige borgere i Fensmark. Indhold i lokalplanforslaget Forslag til lokalplanen regulerer anvendelsen ved at opdele lokalplanområdet i to delområder: Delområde A Bebyggelse i delområde A må anvendes til serviceformål, som sundhedshus med lokaler til læge- og sundhedsklinikker, behandling, genoptræning, undervisning, mødelokaler, café og administration. I tilknytning til sundhedshusets aktiviteter gives mulighed for etablering af mindre udvalgsvarebutik eller kiosk på maksimum 100 m 2 . Delområde B Bebyggelsen i delområde B må anvendes til boligformål i form af tre punkthuse med i alt 36 helårsboliger. Punkthusene skal placeres centralt på grunden omkring et rekreativt og fælles friareal. Hvert punkthus indeholder 12 boliger med varierende boligstørrelser. Boligernes udendørsarealer etableres enten som minihaver i terræn eller med altaner for de øvrige lejligheder. Punkthusene opføres i 3 etager med en maksimal bygningshøjde på 11 m.
Lokalplanen regulerer bebyggelsen i form af byggefelter, som sikrer en hensigtsmæssig udnyttelse af lokalplanområdet i relation til de to delområders funktioner, fri- og opholdsarealer, sti- og vejanlæg, parkeringspladser, samt øvrig bebyggelse til skure og carporte.
Vejadgang og parkering Der etableres én vejadgang fra Ahornvej og én vejudgang til Næstvedvej. Det nye vejforløb skal etableres som en sammenhængende vej- og parkeringszone, der servicerer både boligerne og sundhedshuset.
Vejen og det tilhørende parkeringsareal, der primært er forbeholdt boligformål, etableres som en ensrettet vej med indkørsel fra Ahornvej og udkørsel til Næstvedvej. I forbindelse med sundhedshuset etableres der mulighed for både ind- og udkørsel fra Ahornvej.
Denne trafikale løsningsmodel afvikler den øgede trafik via egen grund. Ved at etablere den ekstra udkørselsmulighed til Næstvedvej friholdes det trafikbelastede vejkryds ved Ahornvej og Næstvedvej fra et yderligere trafikpres.
Made with FlippingBook - Online magazine maker