Byrådets møde 2018

På baggrund heraf anbefaler Horten, at der godkendes en midlertidig ejerstrategi og at der samtidig igangsættes et udviklingsarbejde, der beskriver de fremtidige rammer for havnen. Disse rammer vil eksempelvis omfatte organiseringen af havnen, den geografiske placering af havnen, hvilke aktiviteter havnen skal beskæftige sig med mv.

Byrådet ønsker, at der sker en udvikling af det eksisterende havneområde, så dele af dette over en årrække byudvikles og derigennem forbinder den centrale del af Næstved bymidte med vandet. Det foreslås derfor, at iværksætte udarbejdelsen af forslag til en helhedsplan, som giver et bud på de muligheder, der er for en sådan udvikling i samspil med havnens funktion som erhvervshavn, herunder en mulig udflytning til Ydernæs. Et forslag til en helhedsplan skal tillige rumme forslag til en fremtidig udvikling af områderne i Karrebæksminde, så der skabes en afklaring mellem havneaktiviteter og byliv.

Under udarbejdelse af forslaget til helhedsplanen arbejdes med involvering af og med respekt for havnens kunder, lejere m. fl., som skal have tid til at indrette sig på mulige kommende ændringer. Ligeledes vil der ske inddragelse af borgere, erhvervsliv, havnen og andre interessenter.

Det er vigtigt, at løse både aktuelle udfordringer og tage højde for eventuel fremtidig ændring af havneloven. Eventuelle ændringer af havneloven vil kunne have indflydelse på kommunens vurdering af organiseringsformen. Derfor foreslår administrationen med afsæt i rådgivning fra Horten, at der igangsættes en proces frem mod en endelig ejerstrategi, der bl.a. indeholder udarbejdelse af en helhedsplan, afklaring af faktiske forhold ift. ejerskab mm. af arealer, udarbejdelse af business case for en flytning af erhvervshavnen og etablering af et bydudviklingsselskab. De forskellige organisationsformer, udviklingsmuligheder af havneområderne og havnens aktiviteter skal undersøges. Indtil der foreligger en endelig ejerstrategi, skal Næstved Havn have en midlertidig ejerstrategi, så Næstved Havn gives mulighed for at agere som havn og tillige påbegynde undersøgelser af muligheden for at flytte ud til Ydernæs, samt have udskilt ikke havnerelaterede opgaver, så der kommer et rent snit i forhold til arealforvaltning. Formålet med ejerstrategien er dels at sikre, at der i fællesskab etableres et grundlag at træffe beslutning om de fremtidige rammer for havnen, og dels at der i den mellemliggende periode ikke træffes beslutninger, der begrænser Byrådets strategiske rum for at fastlægge rammerne for havnens fremtid. Der skal ligeledes planlægges en møderække med byrådet og forskellige interessenter, f.eks. om organisationsformer, havneloven og byudviklingsselskaber. Det er vigtigt, at byudviklingen sker med en høj grad af borgerinddragelse. Byrådet sikrer kommunens økonomiske værdier og interesser i Næstved Havn bl.a. ved at havnens aktiviteter fokuseres på den egentlige havnedrift, samt at der sikres sammenhæng mellem på den ene side Byrådets visioner, strategier, politikker og planer og på den anden side Næstved Havns virksomhed, herunder at havnen – frem til at der er truffet endelig beslutning om havnens fremtid – ikke træffer beslutninger, der vil begrænse Byrådets muligheder for at træffe strategiske beslutninger herom. Indtil den endelige ejerstrategi foreligger foreslås det derfor, at alle køb og salg af arealer, samt større investeringer skal godkendes af byrådet, og havnen må ikke indgå lejeaftaler udover 5 år uden Byrådets godkendelse. Økonomiske oplysninger Administrationen har indhentet tilbud fra advokatfirmaet Horten til vurdering af udviklingsmulighederne for det nuværende havneområde, beskrivelse af organisationsmodeller for udvikling af havneområderne, vurdering af havnens nuværende aktiviteter, bistand til tilrettelæggelse af proces for igangsættelse af udviklingsprojektet, bistand til udarbejdelse af ejerstrategi og bistand til implementering af ny organisering. Ikke alle delelementer i tilbuddet er drøftet endnu, hvorfor der ikke foreligger en endelig pris for det samlede tilbud. Dertil kommer udgifter til udarbejdelse af forslag til helhedsplan.

Made with FlippingBook - Online magazine maker