376. Fremtiden for Det interne Vikarkorps i Ældreområdet
Sagsbeh.: Kitt Bruun
Sagsnr.: 2007-16945
Sagsfremstilling Det interne Vikarkorps i Ældreområdet blev etableret i maj 2008 med de formål at fastholde og rekruttere medarbejdere, ved at tilbyde fleksible arbejdsvilkår for den enkelte, samt at sikre øget kvalitet og kontinuitet i plejen i et arbejdsmarked, hvor besættelse af ledige stillinger var yderst vanskelig. Der var ved etableringen af vikarkorpset ca. 80 ledige stillinger i Ældreområdet, som blev dækket af vikarer fra eksterne vikarbureauer. Antallet af ledige stillinger er nu 3,2 optalt den 1. oktober 2010. Ældreområdet har løbende – og senest i august 2010 i sag nr. 2007-16945 – fremlagt status på Det interne Vikarkorps. Situationen for Vikarkorpset har ændret sig fra kvartal til kvartal siden opstarten, da det omkringliggende arbejdsmarked har været i stor udvikling. Dels har arbejdsmarkedet på grund af finanskrisen ændret sig således, at det igen er muligt at rekruttere egnet arbejdskraft til de ledige stillinger og dels er sygefraværet i Ældreområdet i samme periode faldet med 10 %, således at vikarbehovet er faldet. Sammenlægning af de 7 ældredistrikter til 4 ældredistrikter har også stor indflydelse på behovet for vikarer i distrikterne. Størrelsen på de nuværende distrikter gør, at det er muligt for det enkelte distrikt at etablere eget flyver- og vikarkorps og dermed skabe kvalitet og kontinuitet i plejen med eget personale samt i en vis grad at skabe individuelle arbejdsvilkår for den enkelte medarbejder. De seneste måneders vikarforbrug viser, at det ikke er rentabelt at fortsætte med det interne vikarkorps i den nuværende situation. Distrikterne anvender ikke vikarer i det omfang, der muliggør, at vikarkorpset kan overholde indtægtskravet, dvs. at kunne dække de udgifter der er til løn til faste medarbejdere i vikarkorpset. Indtjeningen er siden foråret 2010 faldet med mere end 100 % pr. måned. Det anbefales derfor, at Det interne Vikarkorps nedlægges og erfaringer fra projektet forankres i organisationen og dermed kan anvendes som udgangspunkt for dels etablering af fleksible jobs i distrikterne og dels som udgangspunkt for fremtidigt samarbejde på tværs af distrikterne i større grad end hidtil. Herudover vil vikarbooking systemet - som er indkøbt af vikarkorpset - blive implementeret i de 4 ældredistrikter til fremtidig håndtering af vikarer såvel i eget distrikt, som på tværs af distrikterne. Det interne Vikarkorps har ved udgangen af september et underskud på selvforvaltningsaftalen på 3,3 mio. kr. Dette forventes nedbragt i afviklingsperioden og det resterende underskud dækkes indenfor Ældreområdets ramme. Økonomipåtegning Økonomiforvaltningen fremhæver, at Ældreområdet afholder et underskud på Det interne Vikarbureau inden for rammen.
Byrådet 06.12.2010
770
Made with FlippingBook - Online magazine maker