164. Forslag til lokalplan 020 for eksisterende parcelhusområde i Appenæs Syd
Sagsbeh.: Anja Andersen
Sagsnr.: 2010-37652
Sagsfremstilling Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et forslag til lokalplan 020 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 13 for et eksisterende parcelhusområde ved Gavnøvej i Appenæs Syd. Formålet med lokalplanen er at aflyse ældre utidssvarende deklarationer for området, og dermed åbne mulighed for energirenovering af bygningernes klimaskærm, og modernisering af bebyggelsen med nutidige byggematerialer og farver og i moderne arkitektoniske formsprog. For at muliggøre bebyggelse, der er nytænkende og varieret i sin udformning, åbner lokalplanen mulighed for, at en mindre del af boligen kan opføres i to plan, såfremt det ikke giver anledning til skygge- og indbliksgener. Lokalplanen sikrer desuden, at byggeri i området udføres i en høj arkitektonisk kvalitet og i gedigne bæredygtige byggematerialer med en lang levetid for at sikre områdets karakter som et attraktivt boligområde. Endelig er formålet med lokalplanen at videreføre væsentlige bebyggelsesregulerende bestemmelser fra de gældende deklarationer, bl.a. at fastholde områdets anvendelse, maksimal bygningshøjde, grundstørrelse, matrikulere forhold og bebyggelsestæthed. Lokalplanens område med et samlet areal på ca. 35 ha. er et fuldt udbygget parcelhusområde i den sydøstlige del af Appenæs Syd, Næstved. Bebyggelsen i området er opført i perioden 1969-73, og består af ca. 240 parcelhuse. Lokalplanområdet er omfattet af 2 grundejerforeninger: Grundejerforeningen Agertoften /Udsigtsbakken / Stivej og Grundejerforeningen Appenæs Syd. Gavnøvej og Stivej danner områdets afgrænsning mod nordvest, mens området mod nord afgrænses af Plantevej. Mod sydøst og vest støder lokalplanområdet op til det åbne land. Området er i dag omfattet af 4 områdedeklarationer, der fastholder bebyggelseskarakter i den tidstypiske arkitektur og materialer. Bebyggelsen lever derfor ikke længere op til de moderne funktionelle, æstetiske og energimæssige krav, der i dag stilles til en moderne bolig. Disse deklarationer vil blive delvis aflyst for det område, som er omfattet af nærværende lokalplan ved dens endelige vedtagelse og offentliggørelse. For at sikre eksisterende bebyggelsespligt til medlemskab af grundejerforening undlades aflysning af disse bestemmelser i eksisterende deklarationer. Inden igangsættelse af planarbejdet har forvaltningen afholdt en idéfase og et borgermøde i området. Desuden blev der til grundejerne i området udsendt en pjece med eksempler på fremtidens parcelhuse og skitser, der sammenholdt højdeforskelle mellem en traditionel parcelhusbebyggelse i 1½ etage og moderne parcelhusbyggeri. Det fremtidige planarbejde blev efterfølgende drøftet på mødet i Ejendomsudvalget den 28. marts 2011. Udvalget besluttede, at lokalplanforslaget skal omfatte hele det samlede areal under Grundejerforeningerne Appenæs Syd og Agertoften / Udsigtsbakken / Stivej, og at en eventuel ændring af indholdet i planforslaget skal afvente høringsperiodens tilkendegivelser.
Byrådet 21.06.2011
357
Made with FlippingBook - Online magazine maker