Referat af Byrådets møde d. 21.06.2011

168. Endelig vedtagelse af lokalplan 028 for butik i Ringstedgade 225, Næstved

Sagsbeh.: Anja Andersen

Sagsnr.: 2011-12108

Sagsfremstilling Lokalplan 028 udlægger ejendommen Ringstedgade 225 til kontor- og serviceerhverv som f.eks. revisorer, advokater, klinikker, laboratorier, bogbinder og lignende, samt detailhandel med et maksimalt areal på 1000 m2, med de dertil hørende parkeringspladser for byggeriets brugere, samt muliggør nedrivning af den eksisterende nedslidte erhvervsbebyggelse. Lokalplanen fastlægger, at ny bebyggelse i området skal opføres i en god arkitektonisk kvalitet som muret byggeri med saddeltag uden afvalmning, eller med flade tage for at sikre et godt samspil med omgivelserne. Det fastlægges endvidere, at bebyggelse med saddeltage skal dækkes med røde matte tegl. Med henblik på at sikre overensstemmelse mellem lokalplanen og Kommuneplan 2009- 11 er der udarbejdet et kommuneplantillæg nr. 15. Forslag til lokalplan har været offentligt fremlagt i 8 uger fra 15. marts til 10. maj 2011. I perioden blev der afholdt et fælles borgermøde for 3 igangsatte lokalplaner for butikker i Ringstedgade, og tillæg nr. 15 til Kommuneplan 2009-21. I offentlighedsperioden er der modtaget en bemærkning fra Banedanmark vedrørende den planlagte udvidelse af banearealet, og en indsigelse fra ejere af ejendommen Ringstedgade 229, der grænser op til lokalplanområdets nordlige skel. Bemærkningerne fra Banedanmark har ingen indflydelse på lokalplanens indhold. Indsigerne fra Ringstedgade 229, som er en beboelsesejendom, fremfører at placeringen af butikkens parkeringsarealer direkte op til deres have vil give anledning til støjgener og gøre den mindre brugbar. Indsigerne fremkom med samme bemærkning til borgermødet. Derudover er der ikke fremsat flere bemærkninger til planens indhold. Det vurderes, at placering af butikkens parkeringspladser så tæt på beboelsesejendomme, vil give anledning til væsentlige indbliksgener, og indsigelsen bør derfor imødekommes. Af støjrapporten der er udarbejdet af bygherren fremgår, at de fastsatte støjgrænser i skel mod boligerne overholdes. Forvaltningen foreslår derfor, at der gennemføres følgende mindre justeringer i planen med det formål at forebygge indbliksgener: Langs skel mod Ringstedgade 229 og Ringstedgade 229A skal der udlægges et afstandsbælte mod butikkens parkeringsarealer med minimum bredde på henholdsvis 2 og 1 meter, der beplantes med lavt bunddække, bøgepur eller lignende i max. 1,2 meters højde. På sydsiden af afstandsbæltet mod ejendom Ringstedgade 229 skal der desuden etableres et 1,8 meter højt hegn til afskærmning mod indbliksgener. Desuden foreslås det, at byggefeltet reduceres således, at afstanden mellem beboelsesejendommene nord for lokalplanområdet og byggefeltet øges fra 5 til 10 meter, for at sikre boligerne mod eventuelle skyggegener fra fremtidig bebyggelse i området.

Bygherren er indforstået med de foreslåede ændringsforslag.

Lovgrundlag Planloven

Byrådet 21.06.2011

367

Made with FlippingBook - Online magazine maker