Referat af Byrådets møde d. 21.06.2011

184. Ændring af fritvalgskontrakter

Sagsbeh.: Anita Janne Scheel

Sagsnr.: 2010-35110

Sagsfremstilling Job-, Omsorgs- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet nye kontrakter til indgåelse med frit valgs firmaerne på personlig pleje og praktisk hjælp samt madservice. Formålet med denne revidering af kontrakterne har bl.a. været, at sikre kommunen bedst muligt fremover. Denne sikring dækker f.eks. at firmaernes medarbejdere får løn, arbejdstid og andre vilkår, der ikke er mindre gunstige end dem, der i henhold til kollektiv overenskomst, voldgiftskendelse, nationale love eller administrative forskrifter er gældende for arbejde af samme art inden for vedkommendes fag. Et andet eksempel er firmaets økonomiske stabilitet, således at kommunen ikke ”pludseligt” skal overtage opgaverne efter et firma.

Fremover vil der være ”ansøgningsmateriale”, ”aftale” og ”standardvilkår”.

Ansøgningsmaterialet vil være mere uddybende end det hidtidige ansøgningsskema, og virksomhederne vil skulle aflevere flere oplysninger, bl.a. en virksomhedsplan og en beskrivelse af virksomhedens beredskab. Der stilles derudover krav til ansøgerne om max. 10% uuddannede ansatte i virksomheden for levering af personlig pleje, og virksomheden skal beskrive de faglige kompetencer i firmaet. Tiltag der skal være med til at sikre, at borgerne får den hjælp og pleje, som de har krav på. Ejere og direktører skal fremover fremvise relevante rene straffeattester samt kunne dokumentere samme forhold for sine medarbejdere. Aftalen og standardvilkår erstatter den hidtidige kontrakt, som har trængt til et gennemsyn og en opdatering i forhold til gældende praksis og sammenlignet med andre kommuners praksis på området. Den største ændring i aftale-materialet er en forhøjelse af sikkerhedsstillelsen fra de nuværende 10.000 kr. for kommunen til henholdsvis 10.000 kr. og 25.000 kr. pr. distrikt afhængig af antal borgere, som firmaet leverer hjælp til. Garantien skal kunne dække den omkostning, som kommunen vil få, såfremt et privat firma går konkurs eller på anden måde ikke vedligeholder sin kontrakt og kommunen derfor skal overtage forpligtigelserne overfor borgerne. Der er dermed også taget højde for et eventuelt fremtidigt udbud af et distrikt. Der er indsat afsnit om beredskabskrav, arbejdsklausul, ændringer i ejerforhold, samt kvalitetssikring og kontrol af den leverede ydelse. Madserviceområdet har gennemgået de samme ændringer som ved personlig og praktisk hjælp. Der er kommet et tilsvarende ansøgningsmateriale, en ny aftale og ændrede standardvilkår. Forvaltningen har derudover udarbejdet aftaler til de to kommunale leverandører på områderne for madservice og personlig og praktisk hjælp. Der har ikke hidtil været aftaler med de kommunale leverandører, hvilket er et lovgivningsmæssigt krav. Standardvilkårene er de samme for kommunale og private leverandører.

Lovgrundlag Lov om social service §§ 91 – 94a

Politisk behandling Omsorgsudvalget vedr. personlig pleje og praktisk hjælp

Byrådet 21.06.2011

404

Made with FlippingBook - Online magazine maker