37. Forslag til lokalplan 028, erhverv og butik på ejendommen Ringstedgade 225
Sagsbeh.: Anja Andersen
Sagsnr.: 2010-68871
Sagsfremstilling Efter beslutning i byrådet den 20.09.2010 har bygherres konsulent, i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, udarbejdet et forslag til lokalplan for et område til erhverv og butik på ejendommen Ringstedgade 225. Byrådet fastslog, at det kommende byggeri skal være af høj kvalitet, da Ringstedgade er en af byens primære adgangsgivende veje. Endvidere er der stillet krav om etablering af en venstresvingbane i forbindelse med vejtilslutningen til butikken fra Ringstedgade, for at øge trafiksikkerheden for venstresvingende. Trafikforanstaltningen skal bekostes af bygherren. En forudsætning for lokalplanens gennemførelse er endvidere, at planlægningsrammen for butikker til lokal forsyning i bydelen Næstved Nord øges gennem udarbejdelse af et kommuneplantillæg, idet der i kommuneplanen 2009 -2021 ikke er tilstrækkelig ny planlægningsramme til rådighed til at imødekomme de aktuelle udbygningsønsker. Lokalplanforslaget udlægger området til kontor- og serviceerhverv som f.eks. revisorer, advokater, klinikker, laboratorier, bogbinder og lignende, samt detailhandel med et maksimalt areal på 1000 m2, med de dertil hørende parkeringspladser for byggeriets brugere. Området disponeres således, at bebyggelsen placeres mod sydvest inden for det i lokalplanen udlagte byggefelt, for på den måde at kunne fungere som støjskærm i forbindelse med den kommende butiks vareaflæsning. Eksisterende bebyggelse på grunden er ikke bevaringsværdig og vil kunne nedrives. I lokalplanforslaget fastlægges det, at ny bebyggelse i området skal opføres i en god arkitektonisk kvalitet som muret byggeri med saddeltag uden afvalmning eller med flade tage for at sikre et godt samspil med omgivelserne. Det fastlægges endvidere, at bebyggelse med saddeltage skal dækkes med røde matte tegl. Med hensyn til intern støj i området skal det i forbindelse med eksempelvis etablering af butikker og andre erhvervsvirksomheder påvises, at støjgrænsen i skel mod naboer kan overholdes. Bygherren har foretaget en akkrediteret støjberegning for en kommende butik med tilhørende parkeringspladser. Beregningerne har vist, at støjbelastningen fra butikken overholder de vejledende grænseværdier ved omkringliggende boliger, såfremt der etableres en 1,8 meter høj støjskærm i forbindelse med aflæsningsrampen. Ifølge planlovens bestemmelser om placering af enkeltstående butikker til områdets lokale forsyning, er der fastsat en vejledende afstand på 500 m mellem ny butik og andre butikker eller områder udlagt til centerformål. I det aktuelle tilfælde er der en afstand på ca. 330 meter mellem den planlagte butik og Ringstedgade 186 m.fl., hvor der ligeledes er et aktuelt ønske om etablering af ny butik. Det er byrådets vurdering, at der ikke i den vestlige del af Næstved Nord findes reelle alternativer til Ringstedgade for placering af nye lokale butikker, og at den vejledende grænse på 500 meter derfor bør kunne fraviges efter en konkret vurdering, da det ikke vil være i strid med planlovens bestemmelser for udvidelse af bymidter.
Byrådet 01.03.2011
80
Made with FlippingBook - Online magazine maker