Byrådets møde 2013

81. Domfældte - delegering af afgørelser om udgang

Sagsbeh.: Mona Lisa Pedersen

Sagsnr.: 2013-17012

Sagsfremstilling I tilfælde hvor en udviklingshæmmet person har fået dom til ophold i institution, underlægges den pågældende bestemmelserne om udgangstilladelse efter straffeloven. Kommunerne har efter serviceloven pligt til at sørge for ophold til personer, der efter dom skal anbringes i en boform for personer med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne.

Efter bekendtgørelsen om udgangstilladelse træffer Kommunalbestyrelsen afgørelse om

 Adgang til at færdes indenfor matriklen (institutionens område) - med eller uden ledsagelse.

 Adgang til at færdes udenfor matriklen i maks. 3 timer pr. døgn - med eller uden ledsagelse.

 Udgang med ledsagelse udenfor matriklen i mere end 3 timers varighed, når tilladelse gives enkeltvis.

 Udgang til uopsættelig indlæggelse på somatisk hospital med underretning til Statsadvokaten.

Alle andre former for udgange, f.eks. udgang med overnatning og adgang til at arbejde uden for matriklen afgøres af Statsadvokaten efter indstilling fra Fællessekretariatets kriminalpræventive tilsyn.

Ved afgørelsen om tilladelse til udgang skal især lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder de forhold, som begrundede dom til anbringelse.

Der skal træffes afgørelse på grundlag af den pågældende beboers psykiske tilstand på det aktuelle tidspunkt for ansøgning om udgang, hvilket kan være flere gange dagligt.

For at sikre den praktiske procedure og den dømtes friheder i dagligdagen bør afgørelserne om udgang træffes af Socialpædagogisk Center, som er det Center, der har etableret botilbud til domfældte udviklingshæmmede. P.t. bor der 3 domfældte udviklingshæmmede, som er underlagt udgangsbestemmelserne.

Som følge heraf foreslås, at Byrådet delegerer afgørelserne om udgang til lederen af Socialpædagogisk Center.

Det skal bemærkes, at udgangsbekendtgørelsen ikke kan forvaltes af private botilbud, da afgørelser om udgang er en myndighedsafgørelse. Personer, der får dom til anbringelse, skal således bo i eller flyttes til et kommunalt botilbud, hvor kompetencen kan delegeres til lederen.

Lovgrundlag Straffelovens § 73 a.

Byrådet 28.05.2013

200

Made with FlippingBook - Online magazine maker