Byrådets møde 2013

189. Vedtagelse af VVM, kommuneplantillæg og lokalplan for vindmøller ved St. Røttinge

Sagsbeh.: Bo Kiersgaard

Sagsnr.: 2012-34699

Sagsfremstilling Forslag til lokalplan og VVM-redegørelse inklusiv kommuneplantillæg har været i offentlig høring, der sluttede den 17. september 2013, og kommunen har modtaget bemærkninger fra borgere, myndigheder m.m. Bemærkningerne er opsummeret i en såkaldt hvidbog (vedlagt). Hvidbogen indeholder administrationens forslag til svar på bemærkningerne. En del bemærkninger handler om bekymringer i forhold til støj og især lavfrekvent støj. Kommunen har dog ikke mulighed for at stille strengere krav til støjpåvirkningen, end lovgivningen foreskriver. For lavfrekvent støj er grænsen 20 dB. De naboer, der vil komme til at få den største påvirkning, er beregnet til at modtage 13,5 dB. Der er altså forholdsvis langt til grænsen, og risikoen for uheldige effekter er derfor mindre, end hvis projektet gik tæt på grænsen. Andre bemærkninger går på, at påvirkningen af dyrelivet (særligt fugle og flagermus) vil være meget negativ. Det er dog administrationens vurdering, at påvirkningen vil være begrænset: der er forholdsvis stor afstand til større naturområder bl.a. ved Præstø Fjord, og området er ikke specielt attraktivt for flagermus. Der er på den baggrund ikke foretaget en grundig undersøgelse af fugle og flagermus på stedet, hvilket heller ikke er et krav i forbindelse med VVM-redegørelser, der som udgangspunkt skal baseres på eksisterende viden. Også den overordnede placering af møllerne sættes der spørgsmålstegn ved. Nogle mener, at så store møller bør placeres på havet, andre at så store møller vil ødelægge landskabet. Byrådet har i forbindelse med vindmølleplanen vurderet, at landskabet lokalt er blandt de bedst egnede til store vindmøller. Der er også forskellige kommentarer til VVM-redegørelsens lødighed, indhold og udformning. Administrationen vurderer, at de offentliggjorte forslag fuldt ud lever op til kravene i lovgivningen, og at de giver en dækkende redegørelse for projektet og de effekter, det vil have på omgivelserne.

Lovgrundlag Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning, VVM-redegørelser og lokalplaner.

Bæredygtighed og Sundhedsmæssige konsekvenser Vindmølleprojektet forventes at kunne producere elektricitet svarende til ca. 7.500 husstandes forbrug, hvis det gennemføres. Dette vil bidrage væsentligt til opfyldelse af klimaplanen. Hvis projektet ikke gennemføres, undgås en forholdsvis stor påvirkning af landskabet og på naboer.

Supplerende bemærkninger Forslagene blev behandlet og godkendt af Ejendomsudvalget 9. april, af Økonomiudvalget 22. april og af Byrådet 30. april 2013.

Byrådet 17.12.2013

477

Made with FlippingBook - Online magazine maker