Byrådets referater 2025

Byrådet 25.03.2025

39. Borgerrådgiverens årsberetning 2024

Resumé Politisk behandling Byrådet (til efterretning), 25.03.2025

Beretningen dækker borgerrådgiverens arbejde for perioden 1. januar til 31. december 2024. Beretningen indeholder ligeledes en kort redegørelse for indberetninger til kommunens whistleblowerfunktion. Indstilling Administrationen indstiller, at Byrådet tager årsberetningen for perioden 01.01. - 31.12.2024 til efterretning. Beslutning Byrådet, 25.03.2025 Til efterretning. Sagsfremstilling Borgerrådgivningen er etableret i henhold til § 65e i lov om kommuners styrelse og refererer dermed direkte til byrådet.

Formålet med borgerrådgiveren i Næstved Kommune er:

• at styrke dialogen mellem borgerne og Næstved Kommune samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed • at være ekstra indgang for borgere, brugere og erhvervsdrivende til at klage over forhold, der vedrører Næstved Kommune. Borgerrådgiveren kan ikke træffe eller ændre en afgørelse, behandle spørgsmål om personale- eller ansættelsesforhold, spørgsmål, der kan indbringes for klageorganer, spørgsmål, som byrådet har behandlet og taget stilling til eller spørgsmål, der er indbragt for det kommunale tilsyn, ombudsmanden eller domstolene.

Borgerrådgiverens felt er derfor selve sagsbehandlingen; de forvaltningsretlige regler og god forvaltningsskik.

Borgerrådgiveren skal i sit tilsyn med forvaltningen medvirke til, at klager bruges konstruktivt til forbedringer af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening. I 2024 har borgerrådgiveren haft 419 henvendelser; disse udgør i alt 433 sager. Der er tale om en stigning på ca. 10 % i antal henvendelser sammenlignet med 2023. I knap halvdelen af henvendelserne ønsker borgerne at drøfte sagsbehandling, som borgeren har fundet utilfredsstillende eller kritisabel. Den anden halvdel af henvendelserne omhandler vejledning og rådgivning af forskellig art. Henvendelserne omhandler alt fra korte afgrænsede spørgsmål til længere forløb, hvor borgerrådgiveren er ”med på sidelinjen” indtil borgeren finder, at hendes/hans sag er godt i gang igen eller at der er genoprettet en god dialog med kommunen.

Made with FlippingBook - Online magazine maker