Ad 1: Godkendt. Ad 2: Godkendt. Ad 3: Godkendt. Administrativ tilføjelse Efter behandling i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget, er der blevet tilføjet en revideret udgave af "bilag 3 Lokalplan 152 forslag". Den reviderede udgave fremgår som "Bilag 4 Lokalplan 152 - REVIDERET."
Sagsfremstilling Lokalplanområdet
Lokalplanområdet er beliggende i den sydvestlige del af Holme-Olstrup. Området grænser mod vest op til det åbne land med dyrkede marker og spredt landbrugsbebyggelse samt spredte bevoksninger. Mod øst og mod nord grænser området op til bymæssig bebyggelse. Området omfatter matr.nr. 16l, Holme-Olstrup By, Holme-Olstrup. Arealet udgør 17.658 m2 og ses på vedlagte kort, bilag 1. Eksisterende forhold Området er omfattet af lokalplan 032 for et boligområde ved Stationsvej i Holme-Olstrup samt af kommuneplanramme 3.2 B4. Kommuneplanrammen udlægger området til boligområde, åben-lav boligbebyggelse med en maksimal bebyggelsesprocent på 30, maksimal 1½ etage og maksimalt 8,5 m højt byggeri. Den første etape af boliger - i form af 11 rækkehuse - er opført indenfor delområde P2 i lokalplan 032. Indenfor den resterende del af lokalplan 032 kan der opføres 12 parcelhuse (åben-lav bebyggelse). Da der opleves at være større efterspørgsel på mindre boliger i form af rækkehuse og dobbelthuse, har ejeren af området anmodet om at få udarbejdet en ny lokalplan, som giver mulighed for opførelse af tæt-lav boliger i stedet for parcelhuse. Forslagets forhold til kommuneplanen Da kommuneplanrammen ikke udlægger området til tæt-lav boligbebyggelse, skal der udarbejdes et kommuneplantillæg, som muliggør opførelse af en tæt-lav boligbebyggelse. Kommuneplantillægget erstatter hele den nuværende ramme. Dvs. at den eksisterende parcelhusbebyggelse og tæt-lav bebyggelse også bliver omfattet af den nye ramme. Rammebestemmelserne for det bestående byggeri er dog uændret. Indhold i forslaget til lokalplan
Forslag til lokalplan 152 erstatter delvist lokalplan 032 for boligområde ved Stationsvej i Holme-Olstrup.
Lokalplanforslaget giver mulighed for, at der kan opføres op til 20 rækkehuse i et plan med tilhørende have, og anlægges med 1,5 parkeringsplads pr. bolig placeret langs de interne boligveje.
Boligerne forventes at få et areal på ca. 110 m2. pr. bolig og disponeres med grundstørrelser på mellem 275 og 300 m2.
Lokalplanen giver mulighed for, at det kommende byggeri vil fremstå med et arkitektonisk udtryk svarende til det eksisterende byggeri med facader i lyse teglsten og tagbelægning af mørke betontagsten. Der anlægges fælles friareal, som tilbyder både opholds- og legemuligheder. Affaldspladser til affaldscontainere placeres indenfor afskærmede områder på fællesarealet.
Made with FlippingBook - Online magazine maker