Byrådets referater 2025

Rune Kristensen (C) og Jette Leth Buhl (F) afventer deres stillingtagen til Byrådets behandling.

Byrådet, 16.09.2025 Ad 1: Godkendt med Økonomiudvalgets og Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalgets bemærkninger. Kasper Schneider (I) kan ikke gå ind for beslutningen ad 1.

Ad 2: Godkendt. Ad 3: Godkendt.

Tommy Lindegaard (Ø) og Jette Leth Buhl (F) kan ikke gå ind for beslutningerne ad 1, 2 og 3.

Administrativ tilføjelse Opdatering den 03.09.2025

Til mødet i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget den 01.09.2025 fremgik den foreløbige miljørapport (jf. bilag 4), hvor kun afsnittet om den lovpligtige flagermuslytning og forhold vedr. jordforurening ikke var opdateret. Miljørapporten er nu blevet opdateret efter mødet i Plan-, Teknik- og Lokaldemokratiudvalget. Opdateringen omhandler oplysninger om en lovpligtig flagermuslytning og Regions Sjællands oplysninger om kortlægning af arealet i forhold til mulig jordforurening. Den opdaterede miljørapport fremgår af bilag 5.

Sagsfremstilling Baggrund

Visionen i Næstved Kommunes Udviklingsstrategi for Bymidten 2016 er at fortætte byen med op til dobbelt så mange boliger som i dag. Udviklingsstrategien peger blandt andet på, at der i Rådmandshaven er et uudnyttet potentiale i at bygge på arealet foran administrationsbygningen, hvor der i dag er parkeringsplads. Med udgangspunkt i udviklingsstrategien vedtog Næstved Byråd Lokalplan 100 for bebyggelse ved Rådmandshaven i 2020. Lokalplanens formål var at give mulighed for at etablere en ny boligbebyggelse vest for Rådmandshaven på det eksisterende parkeringsareal og samtidig fortætte den eksisterende bykernes ”bagside” øst for Rådmandshaven med ny bebyggelse til boliger og erhverv. Lokalplan 100 var ikke realiserbart for markedet og disponeringen af arealet havde ikke taget hensyn til fjernvarmens hovedledning mv. Ønsket om at bygge flere boliger i bymidten er dog fortsat et ønske. I Byrådets budgetforlig fra 2024 fremgår følgende: ”Et væsentligt element i bymidtestrategien er at øge antallet af boliger i bymidten. En fortætning af bymidten og byudviklingen af Rådmandshaven understøtter på den korte bane dette mål, mens byudviklingen af de nuværende havnearealer på lidt længere sigt udgør et særligt potentiale for at styrke sammenhæng mellem natur, by og vand.” Derfor blev der i 2024 igangsat en proces med henblik på afdækning af udviklingsmulighederne for Rådmandshaven omfattende hotel og boliger. Som en del af denne proces har Byrådet indgået en udviklingsaftale med "Udviklingsselskabet Rådmandshaven P/S", der har udarbejdet et udviklingsprojekt i overensstemmelse med Næstved Kommunes ønsker, visioner, mål og retningslinjer for området og tager afsæt i den gældende udviklingsstrategi for udvikling af Bymidten (2016). Forslag til Lokalplan 171 for hotel og boliger ved Rådmandshaven tager udgangspunkt i dette udviklingsprojekt, der omfatter arealet foran administrationsbygningen i Rådmandshaven.

Made with FlippingBook - Online magazine maker