Byrådets referater 2025

Byrådet 11.11.2025

175. Beslutning om Grøn Trepart - Principvedtagelse af omlægningsplanerne for Lokal Trepart Østersøen og Lokal Trepart Smålandsfarvandet

Resumé Politisk behandling Klima-, Miljø-, og Friluftsturismeudvalget (anbefaler), 20.10.2025 Økonomiudvalget (udtaler sig), 03.11.2025 Byrådet (godkender), 11.11.2025

Jf. Rammeaftale mellem Ministeriet for Grøn Trepart og KL af 13. december 2024 skal Byrådet senest i december 2025 principvedtage omlægningsplanerne. I praksis betyder det, at Byrådet skal principvedtage de projekter i omlægningsplanerne, der ligger inden for kommunegrænsen. Byrådet skal med principvedtagelsen alene tilslutte sig, at Næstved Kommune arbejder videre med projekterne i de dynamiske omlægningsplaner, der foreligger på nuværende tidspunkt. Principvedtagelsen er derfor ikke bindende for de enkelte projekter, men er en tilkendegivelse fra kommunen om, at der arbejdes videre med omlægningsindsatsen ud fra de principper, som de lokale treparter har udarbejdet. Indstilling Administrationen indstiller, at Byrådet principvedtager, de projekter i omlægningsplanerne for Østersøen og Smålandsfarvandet, der ligger inden for kommunegrænsen Beslutning Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, 20.10.2025 Anbefales.

Økonomiudvalget, 03.11.2025 Anbefales.

Byrådet, 11.11.2025 Godkendt.

Sagsfremstilling Med Aftale om et Grønt Danmark og Aftale om Implementering af et Grønt Danmark har kommunerne ansvaret for den lokale organisering af 23 lokale treparter, der skal koordinere den lokale planlægning og implementering af omlægningsindsatsen.

Den Lokale Trepart

Næstved Kommune er medlem af Lokal Trepart Østersøen og Lokal Trepart Smålandsfarvandet, hvor henholdsvis Vordingborg Kommune og Næstved Kommune har formandskabet, og Næstved Kommune står for sekretariatsbetjeningen. Hver Lokal Trepart skal planlægge, koordinere og gennemføre en omlægningsplan indenfor den enkelte treparts geografiske område. Den Lokale Trepart er et samarbejdsorgan, som skal drøfte, koordinere og tænke i helheder på tværs, og er altså ikke en myndighed. Den Lokale Trepart for Østersøen, den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet og Næstved Kommune er forpligtet til løbende at opdatere omlægningsplanerne, så de altid anviser en realiserbar vej til indfrielse af målene.

Made with FlippingBook - Online magazine maker