Lokalplanområdet, som udgør ca. 42 ha., er beliggende ved Næstved bys østlige afgrænsning og i forlængelse af det eksisterende erhvervsområde Øverup Krog langs Køgevej. Området afgrænses af Ring Nord/Landevejen, jernbanen og omfartsvejen Ring Øst. Mod øst grænser lokalplanområdet op til det åbne land. Indhold i forslaget til lokalplanen
Lokalplanforslaget har til formål at give mulighed for:
• at der kan etableres tung industri • at der kan etableres forsyningsanlæg og tekniske anlæg • at der indenfor en afgrænset del af erhvervsområdet kan opføres tekniske bygninger som siloer og lignende med en højde på op til 25 m. Øvrig bebyggelse må maksimalt have en højde på 15 m. Lokalplanområdets terræn byder på store højdeforskelle; terrænet falder 21 m fra nord mod syd. Lokalplanen giver derfor mulighed for, at der kan terrænreguleres. Blandt andet i forbindelse med en tværgående grøn kile midt i lokalplanområdet. Desuden tager lokalplanforslaget hensyn til det højspændingstracé, som gennemskærer området, ved at optage bestemmelser om begrænsninger i udnyttelse af ejendommene indenfor respektafstanden omkring højspændingsledningerne. I disponeringen af lokalplanområdet er der taget højde for, at der umiddelbart udenfor lokalplanområdet er boliger. Dette betyder, at det kun er virksomheder med begrænset afstandskrav til naboer, som kan lokaliseres nærmest boligerne. Der gives mulighed for at lokalplanområdet på sigt kan få direkte tilkørsel til den forlagte landevej (rute 54). Dette afventer etableringen af motorvejen.
Lokalplanområdet afgrænses mod omgivelserne af en beplantet jordvold mod syd og mod øst.
Forslagets forhold til kommuneplanen Forslag til lokalplanen er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2021. Derfor fremlægges der samtidig forslag til Kommuneplantillæg nr. 25 med ændrede rammebestemmelser, hvad angår etageantal, bygningshøjder og anvendelse, jf. bilag 1. Offentlig høring Lokalplanforslaget har været i offentlig høring i 8 uger fra den 10. oktober 2024 til den 6. december 2024. Der blev afholdt borgermøde den 12. november 2024. Der er indkommet 1 høringssvar i forbindelse med høringen.
Høringssvaret og kommunens svar fremgår af hvidbogen, jf. bilag 6. Høringssvaret vedrører følgende emner:
• Bygningsgraden er for høj; bebyggelsesprocenten bør begrænses til 60%. • Større andel af grønne områder ønskes; der bør afsættes større areal til grønne områder, som bør beplantes med eg og andre blivende løvtræer. • Byggeri i højden 15 meter er for højt; byggeri i op til 15 m højde bør være en undtagelse og man bør så vidt muligt reducere byggehøjden til maksimalt 10 meter. • Vandkvaliteten i Ellebækken; vandkvaliteten må ikke forringes og den naturlige vandmængde må ej heller reduceres. • Rekreative stier; Det er en god ide at anlægge stier, så området kan bruges rekreativt.
Høringssvaret har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen.
Der er foretaget mindre administrative rettelser. Endvidere er det i bestemmelserne for ibrugtagning af lokalplanområdet præciseret at byggemodning kan udføres etapevis tilpasset den takt som området udbygges i.
Made with FlippingBook - Online magazine maker