Nakskov - Sanghæfte Folkesang på Nakskov Torv 1940

PAA NAKSKOV TORV

FREDAG DEN 23. AUGUST 1940



eg elsker de grønne Lunde med Tonernes vuggende Fald; jeg elsker de blanke Sunde med Sejlernes Tusindtal. Jeg elsker hver Dal, hver Banke, med Kornets bølgende Flugt, hvor flittige Haender sanke af Arbejdets gyldne Frugt.

Thi du er mig Fader og Moder — saa synges fra Strand til Strand — langt mere end Søster og Broder, thi du er mit Fædreland. Forstummed hver Røst i Skoven, og falmed hver gylden Frugt, faldt Nat over Mark og Voven, jeg fandt det dog lige smukt. Om alle de Drømme bristed, du har fra din Ungdom drømt, om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsker dig lige ømt. Men end er der Sang i Skoven, højt bølger det røde Flag; end er der en Gud foroven, der raader for Danmarks Sag. /. Helms. .

l

Jeg elsker de brede Sletter i Sollysets Sommerpragt, i Vinterens Stjernenætter bag Snetæppets Juledragt.

Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn, hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn.

Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg Rod, derfra min Verden gaar. Du danske Sprog, du er min Moders Stemme; saa sødt velsignet du mit Hjerte naar. Du danske, friske Strand, hvor Oldtids Kæmpegrave staar mellem Æblegaard og Humlehave, dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen mer rigt end her ned til den aabne Strand? Hvor staar Fuldmaanen over Kløverengen saa dejlig som i Bøgens Fædreland? Du danske, friske Strand, hvor Danebrogen vajer, Gud gav os den - Gud giv den bedste Sejer! Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland! Engang du Herre var i hele Norden, bød over England — nu du kaldes svag, et lille Land, og dog saa vidt om Jorden end høres Danskens Sang og Mejselslag. Du danske, friske Strand, Plovjernet Guldhorn finder, Gud giv dig Fremtid, som han gav dig Minder! Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland! Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme, hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar, hvor Sproget er min Moders bløde Stemme, og som en sød Musik mit Hjerte naar. Du danske, friske Strand, med vilde Svaners Rede, i grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede, dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland! H . C . Andersen.

ort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang? —

En højbaaren Jomfru, en ædel Kongebrud, og hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er Hjertet trangt af Sorgen, og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst. Og Aarene, de rulle og skiftes om paa Jord, og. vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor, og Slægt efter Slægt segner hen paa Nornens Bud: men hun er saa ung, og saa yndig ser hun ud!

Lembcke.

u danske Mand! af al din Magt syng ud om vor gamle Mor! En Krans af Hav og Fjord blev lagt om Huset, hvor hun bor.

Mod grønne, side Strande gaar stærke, stride Vande,

og over Kornets Guldglans

:|: staar Vikingestenen Vagt. :|:

Syng ud! —og Sorg fra Fortids Nat bli’r Smil paa hver Glædesdag; vor Himmel skifter Farve brat, men aldrig Folkets Flag. Som Danmarks blide Kvinder har røde, hvide Kinder, saa lyser Livets Friskhed :|: fra Frihedens dyre Skat.:]:

Saa syng da, Danmark, lad Hjertet tale, thi Hjertesproget er Vers og Sang, og lære kan vi af Nattergale, af Lærken over den grønne Vang. Og Blæsten suser sin vilde Vise, og Stranden drøner sit Højtidskvad. Fra Hedens Lyng som fra Stadens Flise skal Sangen løfte sig ung og glad.

Vort gamle Land! af al vor Magt vi øger din Rigdoms Ring, gaar fremad sejgt og uforsagt, om ej i store Spring.

Og furer Ploven Landet, saa skurer Kølen Vandet;

støt staar den danske Sømand

:|: paa Havet sin VikingsVagt. :|:

Kai H offmann.

Holger Drachmann.

o .

i).

ædreneland! ved den bølgende Strand,

en danske Sang er en ung blond Pige, hun gaar og nynner i Danmarks Hus, hun er et Barn af det havblaa Rige, hvor Bøge lytter til Bølgens Brus. Den danske Sang, naar den dybest klinger, har Klang af Klokke, af Sværd og Skjold. Imod os bruser paa brede Vinger en Sagatone fra Hedenold. Al Sjællands Ynde og Jyllands Vælde, de tvende Klange af blidt og haardt, skal Sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort. Og Tider skifter, og Sæder mildnes, men Kunst og Kamp kræver stadig Staal, det Alterbaal, hvor vor Sjæl skal ildnes, det flammer hedest i Bjarkemaal.

i den majgrønne Lund, ved det dejlige Sund,

af de syngende Vover omskyllet, sidder bleg du i Sorgen indhyllet; dog for dig er det bedste tilbage, thi end lever den Gamle af Dage.

Højt over Sol paa sin Konningestol, om end Skyerne brast, sidder kærlig og fast

han, som vogtede Danmark saa længe; end hans Bue har klangfulde Strenge, og hans Bue slaar aldrig tilbage; tro som Guld er den Gamle af Dage!

8.

Fædreneland! som paa Afgrundens Rand, midt i Bølgerne blaa skal du blomstrende staa,

er er et yndigt Land, det staar med brede Bøge

nær salten Østerstrand;

med din Maj og med dine Kærminder som en Mø med letrødmende Kinder; du endnu har det bedste tilbage, — det laa gemt hos den Gamle af Dage!

det bugter sig i Bakke, Dal,

det hedder gamle Danmark, og det er Frejas Sal.

Grundtvig.

Der sad i fordums Tid

de harniskklædte Kæmper,

udhvilede fra Strid;

saa drog de frem til Fjenders Mén,

nu hvile deres Bene

bag Højens Bavtasten.

7.

Det Land endnu er skønt, thi blaa sig Søen bælter, og Løvet staar saa grønt!

oders Navn er en himmelsk Lyd, saa vide som Bølgen blaaner;

Moders Røst er den spædes Fryd og glæder, naar Issen graaner; — sødt i Lyst og sødt i Nød, sødt i Liv og sødt i Død, sødt i Eftermælet. Modersmaal er det Kraftens Ord, som lever i Folkemunde; som det elskes i Syd og Nord, saa sjunges der sødt i Lunde,

Og ædle Kvinder, skønne Møer

og Mænd og raske Svende bebo de Danskes Øer.

Oehlenschlåger.

9 .

eg ser de bøgelyse Øer ud over Havet spredt saa skært og skønt i Solen, som aldrig jeg har set. Jeg ved det, som de ligger der, saa er der kun saa kort fra Grænse og til Grænse. Men dette Land er vort. Jeg ser de Slægter, som gik hen, mens Hundredaaret skred, som vandt paa Kongedybet, som under Dybbøl led; de elsked ungt, de drømte langt, de saa kun altfor kort, men frem af dem stod Folket. Og dette Folk er vort.

Modersmaal er vort Hjertesprog, kun løs er al fremmed Tale; det alene i Mund og Bog kan vække et Folk af Dvale.

Grundtvig.

Frit fra Sagas ældgamle Gry, Danmark! vort Arbejds Land og vor Lykkes Ly, nu stiger stormende Floder. Men Sønnernes Vagt omkring dig staar, frit skal du bo i din arvede Gaard, du vor blomstrende Moder, Danmark, i tusinde Aar.

Og derfor bøje vi vort Sind, hvor vi i Verden gaar, med Længsel mod de Strømme, som disse Kyster naar; og derfor samle vi hvert Navn, som steg af Folkets Jord, i dem vor Fortid leved, af dem vor Fremtid gror.

L. C. Nielsen.

.

u danske Sommer, jeg elsker dig, skønt du saa ofte har sveget mig; du er i Sindet jo lunefuld, dog Hjertet inderst er pure Guld! Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler. Du danske Sommer, min Hilsen tag, du lyse Nat og du lyse Dag! Gaar tit du kold over Landet hen, jeg ved, du kommer dog hed igen! Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda.

Vald. Rørdam.

. Danmark, imod dig slaar atter en stormfuld Vaar med Liv og Død. Strid eller Arbejdsdag; her kræves haarde Tag. Løft os, vort gamle Flag, i Liv og Død!

12

D anmark, i tusind Aar, længer end Saga naar, vor Stammes Arv, hærget og frugtbargjort, Hjemstavn og Verdens Port — lær os at raade stort saa rig en Arv!

Thøger Larsen.

1 1 .

orgløst kan vi ej synge dit Navn, Danmark! der bløder Saar, og der brænder Savn. Den Sang kan Tvang dog ej stænge. Den er i hvert Slag, vort Hjerte slaar, stærkere nu i Dag end i Gaar. vi har elsket dig længe, Danmark, i tusinde Aar.

Danmark, i tusind Aar Søhavn og Bondegaard og fri Mænds Arv.

Brug du os, hvor du kan, tag du os, Mand for Mand! Staa skal vort Fædreland som fri Mænds Arv!

Vald. Rørdam.

Saa rejse vi til vort Fædreland! Der ligger ej Dag i Dvale; der stander en Borg saa prud og grand

Pigernes Latter og lyse Haar, Leg, som faar aldrig Ende, Øjnene blaa som Vand i Vaar — mildt om et evigt Danmark spaar,

med Gammen i gyldne Sale; saa frydelig der til evig Tid med Venner i Lys vi tale.

Sol over grønne Sletter, Lykke og lyse Nætter.

Grundtvig.

Thøger Larsen.

olland, Lavland, Lerjordsslette, frodige og muntre 0,

gyngende paa Bølger lette i den knap nok salte Sø, ja, af Østersøen bysset

en signede Dag med Fryd vi sef af Havet til os opkomme.

og af Søndenvinden kysset, ligger du med Smil og Latter, du vort Havlands yngste Datter, Danmarks Kæledæggebarn. Lolland, lille ferme Kone, trivelige glade Mor! Hør i denne Hjertetone dine Børn i Hyldestkor! Virker vi med Viljer sunde du har Mad til mange Munde. Livets Dyst er værd at vove, Nattens Søvn er værd at sove Moder Lolland, paa din Jord.

Den lyse paa Himlen mer og mer os alle til Lyst og Fromme; det kendes paa os som Lysets Børn, at Natten hun er nu omme! Den salige Stund, den Midnatstid, vor Herre han lod sig føde, da klared’ det op i Østerlid til dejligste Morgenrøde, da Lyset oprandt, som Jordens Bold skal lysne udi og gløde. Om levende blev hvert Træ i Skov, og var saa hvert Blad en Tunge, de kunde dog ej Guds Naades Lov

Kaj Munk.

med værdelig Røst udsjunge; thi evig nu skinner Livets Lys for gamle og saa for unge.

AOMSWN I3IU 3W A U nV U iN 30

/

-Cjf >•'•'

1 / W / J j j l - f å

/ t

L

£

( I

/ ) ,

/ x

)

/ ^ *

Page 1 Page 2-3 Page 4-5 Page 6-7 Page 8-9 Page 10-11 Page 12-13 Page 14

Made with FlippingBook - Online magazine maker