Nakskov - Sanghæfte Folkesang på Nakskov Torv 1940

Saa syng da, Danmark, lad Hjertet tale, thi Hjertesproget er Vers og Sang, og lære kan vi af Nattergale, af Lærken over den grønne Vang. Og Blæsten suser sin vilde Vise, og Stranden drøner sit Højtidskvad. Fra Hedens Lyng som fra Stadens Flise skal Sangen løfte sig ung og glad.

Vort gamle Land! af al vor Magt vi øger din Rigdoms Ring, gaar fremad sejgt og uforsagt, om ej i store Spring.

Og furer Ploven Landet, saa skurer Kølen Vandet;

støt staar den danske Sømand

:|: paa Havet sin VikingsVagt. :|:

Kai H offmann.

Holger Drachmann.

o .

i).

ædreneland! ved den bølgende Strand,

en danske Sang er en ung blond Pige, hun gaar og nynner i Danmarks Hus, hun er et Barn af det havblaa Rige, hvor Bøge lytter til Bølgens Brus. Den danske Sang, naar den dybest klinger, har Klang af Klokke, af Sværd og Skjold. Imod os bruser paa brede Vinger en Sagatone fra Hedenold. Al Sjællands Ynde og Jyllands Vælde, de tvende Klange af blidt og haardt, skal Sangen rumme for ret at melde om, hvad der inderst er os og vort. Og Tider skifter, og Sæder mildnes, men Kunst og Kamp kræver stadig Staal, det Alterbaal, hvor vor Sjæl skal ildnes, det flammer hedest i Bjarkemaal.

i den majgrønne Lund, ved det dejlige Sund,

af de syngende Vover omskyllet, sidder bleg du i Sorgen indhyllet; dog for dig er det bedste tilbage, thi end lever den Gamle af Dage.

Højt over Sol paa sin Konningestol, om end Skyerne brast, sidder kærlig og fast

han, som vogtede Danmark saa længe; end hans Bue har klangfulde Strenge, og hans Bue slaar aldrig tilbage; tro som Guld er den Gamle af Dage!

Made with FlippingBook - Online magazine maker