undersøge elementerne i projektet. Disse undersøgelser påbegyndes, hvis Byrådet beslutter, at projektet formelt kan sættes i gang. Denne forundersøgelse vil også indeholde egentlige undersøgelser, der mere grundigt belyser de forskellige problemstillinger.
Borgermøde Ved 1. behandlingen af Susåprojektet besluttede Teknisk Udvalg at afholde borgermøde om projektet. Borgermødet blev afholdt den 8. november 2016 i Herlufmaglehallen med deltagelse af Teknisk Udvalg og ca. 200 borgere. Mødet blev ligeledes transmitteret via Facebook. På borgermødet og via Facebook er der stillet en del spørgsmål, samt foreslået alternative projekter. Særligt fremhæves spildevandsproblematikken og hensynet til fiskebestanden, samt hvordan åens udtryk og kulturmiljøet ikke mindst omkring Holløse Mølle vil ændre sig. Der blev stillet konkrete forslag, bl.a. at forlænge og forbedre stryget ved Holløse Mølle og kun sænke vandstanden delvist frem for løsningen med helt at fjerne opstemningen. Endvidere blev der stillet spørgsmål til samspillet mellem Torpe Kanal og Susåen samt til økonomien for projektet, bl.a. med henvisning til det omkostningsniveau, der fremgår af Niras’ rapport.
Spørgsmål og forslag fra såvel borgermødet, Facebook og tiden efter fremgår af bilag til sagen og indgår i det videre arbejde med projektet, hvis dette fortsættes.
Møde med hovedlodsejere Der har været afholdt møde med hovedlodsejerne, bl.a. om den indledende naturundersøgelse, der er udarbejdet af rådgivningsfirmaet Agleja. Materialet er vedhæftet som bilag. Særligt blev der rejst en række specifikke spørgsmål om den tørre natur langs Susåens sider og den påvirkning, som en sænkning af vandstanden vil have. En afdækning af disse spørgsmål vil, tillige med øvrige spørgsmål som Naturundersøgelsen har rejst, indgå i den kommende proces.
Der afholdes et nyt møde med hovedlodsejerne den 9. december 2016. Emnet for dette bliver diskussion af et alternativt forslag samt den videre proces.
Borgerinddragelse I takt med, at der laves undersøgelser og tilvejebringes ny viden, opstår nye kvalificerede spørgsmål. Spørgsmål, der forekommer simple, kan alt andet lige være af stor kompleksitet. Det er ikke muligt administrativt at besvare de mange spørgsmål løbende og før, der er gennemført nødvendige undersøgelser. Det er sædvanligt i et stort og omfattende projekt som Susåprojektet, at det kræver tid at finde svar på alle gode spørgsmål og forholde sig til alternative forslag.
Made with FlippingBook - Online magazine maker