Status arbejdet med de fire temaer/i de fire klynger: Tema: Erhverv (Klynge: Næstved Erhverv)
Næstved Erhverv har i første halvdel af 2016 haft særligt fokus på industri- og produktionsvirksomheder. Sektoren fået sit eget kapitel i Næstved Kommunes Erhvervsstrategi med en række målsætninger, herunder en udfasning af dækningsafgiften. Næstved Erhverv arbejder intenst på at styrke egne kommunikationskanaler samt relationerne til den regionale erhvervspresse. I forbindelse hermed har der været kørt en intensiv kommunikationskampagne (skudt i gang med et 11 siders tillæg om Næstved i ERHVERV Danmark, der omdeles til 46.000 virksomheder i hele Danmark) i forhold til at få de gode erhvervshistorier fra Næstved frem i lyset. Disse indsatser har betydet, at Næstved Kommune hoppede 15 pladser op på DI’s lister over kommunernes erhvervsvenlighed. Se yderligere indsatser om Årets Handelsby, udvikling af den kommunale erhvervsservice samt oversigt over artikler i bilag 1. Tema: Godt Liv (Klynge: Andedammen/Mærk Næstved ambassadører) Andedammen har haft udfordringer ift. at finde realiserbare projekter/opgaver at udføre, og som følge heraf blev klyngen i sommer omstruktureret for resten af perioden og organiseret med en løsere tilknytningsform. Klyngen blev omdøbt til ”Mærk Næstved ambassadører” og skal sikre, at de gode historier om Næstved spredes. Ved forskellige lejligheder aktiveres Mærk Næstved ambassadørerne i forhold til at opfordre borgere til at dele billeder af det gode liv i Næstved på facebook (eks. Kulturnat og kampagne på facebook), så de gode historier om Næstved spredes på de sociale medier. Tema: Læring, skole og uddannelse (Klynge: Uddannelsesrådet) I februar 2017 tager VUC første spadestik til campus med forventet indflytning medio 2018. Dette forudsat Finansudvalgets godkendelse. University College Sjælland (UCSJ) har besluttet at gå ind i campus-samarbejdet sammen med VUC. UCSJ flytter bioanalytiker- og sygeplejerskeuddannelsen (ca. 400 uddannelsespladser) til Køge, da de optimalt skal placeres sammen med det nye supersygehus i Køge, men rykker til gengæld hele administrationen til Næstved, når de rykker ind på Campus. Erhvervsakademi Sjælland flyttede i august 2016 El-installatøruddannelsen med 20 nye studiepladser til Næstved. Og i forbindelse med udbudsrunden på erhvervsuddannelsesområdet placerer Erhvervsuddannelsescenter Sjælland (EUCSJ) praktik- og procesuddannelsen i Næstved, samtidig med, at de undersøger om de må starte den 2-årige erhvervsrettede HF op i Næstved. Zealand Business College (ZBC) får et bredt udvalg af fødevareuddannelserne (bager, konditor, ernæringsassistent, kok, smørrebrødsjomfru, cater, tjener og gourmetslagter/detailslagter) til Næstved. Næstved Kommune er i maj 2016 blevet tildelt værtskabet af SkillsDenmark i 2019. Aktiviteterne før, under og efter DM i Skills vil være med til at sætte positiv fokus på erhvervsuddannelserne, fremme talenter og synliggøre rollemodeller – alt sammen med det formål at øge antallet af unge, som tager en erhvervsuddannelse. DM i Skills afvikles over 3 konkurrencedage, hvor der forventes mange tusinde besøgende til byen. Klyngen påpeger, at der er visse udfordringer med at nå de kommunale mål på området, når langt de fleste uddannelsesinstitutioner i dag er regionalt, og ikke lokalt forankret.
Made with FlippingBook - Online magazine maker