De løbende driftsudgifter kan fint dækkes af huslejen - og begge ejendomme vil give et løbende driftsoverskud. Det forventes, at tilbagebetalingstiden på ombygningerne vil være omkring 2 år. Det vil kun være store flygtningefamilier (med 3-4 eller flere børn) der skønnes at have råd til at bo i boligerne. Trollesgave 1 (hovedbygningen) foreslås ombygget til tre lejligheder. Rådgiver har undersøgt mulighederne i bygningen, bl.a. med scenarier for ombygning til 1-4 lejemål. Administrationen vurderer, at Trollesgave vil kunne ombygges til 3 boliger for 1 mio kr. inkl. uforudsete udgifter. Huslejen vil skulle fastsættes efter det lejedes værdi på baggrund af sammenligning med tilsvarende omkostningsbestemte ejendomme. En foreløbig vurdering er, at huslejen vil ligge på ca. 4250 kr./måned for hvert af de tre lejemål. De løbende driftsudgifter kan dækkes af huslejen - og ejendommene forventes at give et løbende driftsoverskud. Udgifterne til ombygning vil være tjent hjem i løbet af ca. 22 år (ca. 27 år ved lånefinansiering af ombygningen). Bygårdsvej 9 foreslås ombygget til tre lejligheder. Administrationen har indhentet tilbud på ombygning af Bygårdsvej 9. Denne ombygning forventes at koste 1,3 mio. kr. inkl. 300.000 kr. til uforudsete udgifter. Huslejen vil skulle fastsættes efter fri markedsleje. En foreløbig vurdering er, at huslejen vil ligge på ca. 5.000-6.000 kr./måned for hvert af de tre lejemål. De løbende driftsudgifter kan dækkes af huslejen - og ejendommene forventes at give et løbende driftsoverskud. Udgifterne til ombygning vil være tjent hjem i løbet af ca. 20 år (ca. 26 år ved lånefinansiering af ombygningen) ved en husleje på 6.000 kr./måned pr. lejlighed. Ved en husleje på kun 5.000 kr./måned vil tilbagebetalingstiden på ombygningen være på omkring 50-60 år. Hvis der etableres permanente boliger til flygtninge i ejendommene, så vil Næstved Kommune kunne få 100% refusion for tomgangsleje, samt refusion til istandsættelse ved fraflytning (hvis lejerne ikke selv er i stand til at betale). Der er dog ikke refusion for istandsættelse/klargøring af ejendommen før indflytning. Yderligere kommunale ejendomme Administrationen er i gang med at vurdere, om Ringstedgade 136 og Helgesvej 23 vil være velegnede til flygtningeboliger - og om det kan betale sig at ombygge disse ejendommene til boliger for flygninge. Salg i stedet for ombygning Det er en overvejelse værd, om det er bedre at sælge Bygårdsvej 9 og Trollesgave 1, frem for at bekoste ombygning til boliger. Selvom det er relativt dyrt at ombygge disse ejendomme, så giver det plads til ca. 30 flygtninge (6 familier) for et beløb der er lavere end etableringsprisen pr. beboer på Skyttemarksvej. Endvidere vil huslejerne ad åre dække ombygningsomkostningerne. Derfor vurderer administrationen, at det er bedre at ombygge ejendommene - fremfor at sælge dem. Anvisning af finansiering Næstved Kommune har modtaget et investeringstilskud for 2016 på 2.520.000 kr. Det kan bl.a. anvendes til at skabe flere boliger til flygtninge. 360.000 kr. af investeringstilskuddet er anvendt til ombygning og klargøring af Skallegården. Der er således 2.160.000 kr. tilbage af investeringstilskuddet. Såfremt alle 4 ombygninger gennemføres, vil der mangle anvisning af 260.000 kr.
Made with FlippingBook - Online magazine maker