Punkt 47: Henvendelse fra Karrebæksminde Privatskole vedr. brug af Smakkens arealer
17.00.00-G01-654-15 Resume Kompetenceudvalg: Børne- og Skoleudvalget
Byrådsmedlem Cathrine Riegels Gudbergsen (V) har pr. mail den 9. marts 2016 anmodet borgmesteren om at få optaget en sag på Byrådets dagsorden til mødet den 15. marts 2016. Anmodningen sker jævnfør Styrelseslovens pgf. 11, stk. 1 (Initiativretten) hvorefter et byrådsmedlem har ret til at få sat en sag på dagsordenen. Sagen behandles på Børne- og Skoleudvalgets møde den 14. marts 2016 som sag nr. 36: Karrebæksminde Privatskole har henvendt sig med henblik på at kunne leje lokaler og grund på Kirkebakken 27A, som pr. 1 januar 2016 er SFO2 for Karrebæk Skole. INDSTILLING Administrationen indstiller, at Børne- og Skoleudvalget afslår Karrebæksminde Privatskoles ønske om kunne disponere over Kirkebakken 27A. Sagsfremstilling Initiativtagerne til Karrebæksminde Privatskole har i en mail sendt den 12. februar spurgt Næstved Kommune om muligheden for at kunne leje Kirkebakken 27A, til brug for opstilling af pavilloner til privatskolens brug, da denne grund i lokalplanen er udlagt til boliger og offentlige formål. I henvendelsen står der, at man har drøftet ideen med skolebestyrelsen, og lederne af Karrebæk Skole, SFO2, lokalråd og idrætsforening, som er positive, og at man vil eftersende skriftlige høringssvar fra parterne. Næstved Kommune har ikke modtaget noget efterfølgende. Kirkebakken 27A er den bygning, som hidtil har rummet Fritidsklubben Smakken med tilhørende grund, og som jf. den politiske beslutning fra juni 2014 skal anvendes til SFO2 med henblik på, at man fortsat kan give et fritidstilbud med et indhold svarende til det, Smakken har leveret. Administrationen har spurgt til den kommende skoles planer for anvendelse af arealerne. Skolelederen oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke har planer om en ændret anvendelse af arealerne. Man forventer umiddelbart at drive SFO2-tilbuddet på matriklen, som det er politisk besluttet, og man vil foreløbig afvente de konkrete erfaringer med udviklingen i skolens/afdelingens elevtal og det antal børn, der vil benytte SFO2'en. Samtidig er arealerne velegnede til at benytte i udmøntningen af folkeskolereformen, som netop lægger vægt på variation i skoledagen (herunder udeskole) samt bevægelse. Administrationen kan på den baggrund ikke anbefale, at man udlejer arealet til Karrebæksminde Privatskole.
Made with FlippingBook - Online magazine maker