Punkt 123: Bemyndigelse til salg af arealer der ikke selvstændigt kan bebygges
13.06.02-G10-19-16 Resume Kompetenceudvalg: Byrådet
Forslag om bemyndigelse til administrationen til at gennemføre dels salg af småarealer under 2.000 m2, der ikke selvstændigt kan bebygges, dels salg af ubebyggede arealer på over 2.000 m2, men max. 10.000 m2, som ikke selvstændigt kan bebygges, når arealet overføres til en tilgrænsende ejendom og det overførte areal højst udgør 10% af arealet af den tilgrænsende ejendom. Endvidere bemyndigelse til opkrævning af administrationsgebyr på 5.000 kr. ved salg af småarealer under 400 m2. INDSTILLING Administrationen indstiller, at administrationen bemyndiges til 1. at indgå aftale om salg af et ubebygget småareal under 2.000 m2, som ikke selvstændigt kan bebygges, 2. at indgå aftale om salg af et ubebygget areal over 2.000 m2, men på max. 10.000 m2, som ikke selvstændigt kan bebygges, når arealet overføres til en tilgrænsende ejendom og det overførte areal højst udgør 10% af arealet af den tilgrænsende ejendom, og 3. at opkræve et administrationsgebyr på 5.000 kr. ved salg af småarealer under 400 m2. Beslutning Økonomiudvalget, 15.08.2016
Ad 1-3: Anbefales. Byrådet, 23.08.2016 Gunver Birgitte Nielsen og Kirsten Devantier var fraværende. Ad 1-3: Godkendt. Sagsfremstilling
Center for Jura, Grundsalg får mange henvendelser omkring mindre arealoverførsler til anden ejendom omhandlende småarealer, som ikke selvstændigt kan bebygges. Arealerne er varierende i størrelse og udgøres af græsrabatter, dele af vej- og stiarealer og fællesarealer som støder op til eksisterende ejendom. Byrådet har den 25.02.2008 (sag nr. 2008-8266) givet en bemyndigelse der nu er delvist uaktuel ved ny udbudsbekendtgørelse. Bemyndigelser nævnt i indstillingens pkt. 2 og 3 er nye. Ved henvendelser om køb af småarealer foretages en intern høring af kommunens øvrige centre vedrørende eventuelle hindringer for et salg af et givent areal. Som fast praksis høres de tekniske centre samt NK-Forsyningen, hvor det er relevant. Det sker ofte, at ledningsforhold i jorden eller planforhold bevirker, at et småareal ikke kan sælges. Eksempelvis afslås altid anmodninger om køb af dele af arealer, der ved lokalplan er reserveret til fællesformål.
Made with FlippingBook - Online magazine maker