En Indsender i Nationaltidende gengiver nedenstaaende Brev, som en Modstandsmand Erik Andersen skrev kort før Henrettelsen fra Dagmarhus, mens han ventede paa at blive ført bort og skudt lød saaledes:
Kære Far Kære Allesammen
Hermed det sidste Brev fra mig, har lige faaet Besked om, hvad der venter mig, jeg er fuldstændig rolig og klar og fortryder intet, jeg haaber, at I tager det roligt og ikke falder sammen, hele Livet staar og falder jo ikke med mig, har ikke Tid til at skrive til hver en enkelt. Men gør det saa kort som miuligt, jeg beder dig takke alle, som har været noget for mig, og du kan roligt sige, at jeg gaar det hele i Møde med oprejst Pande.
Kærlig Hilsen Erik
Af Alder træt du gamle Dannekvinde, som prøvet blev i Livets lange Tid, vi samle os og hædre vil dit Minde og takke Gud, du sted den gode Strid, du frie Mand som hæver til sin Skaber og samles med de elskede igen, se dette Haab, en Kristen aldrig taber, Gud er vor Trøst og sidste fuldtro Ven, den Børneflok du freded ømt og plejed, vil takke dig her Dagen lang, en Datter kær stod ømt ved Sygelejet, saa Alderdommen blev dig ej saa trang. Tag vort Farvel saa inderligt du Kære, forklaret Lys vi skue ved din Seng, gid vi maa ses, hvor der er godt at være i evig Glæde hist i Himmerig.
Skrevet af Lærer Jensen, Dollerup 5. Februar 1876 -1926 i Anledning af Guldbrudeparret paa Østergaard i Brandelev
Bedre Hjem os alle kært – Hjertet stadig lige nært, dine Børn i dag du samle om af fejre de to gamle, hvem du hused fem ti Aar, gennem Vinter, Høst og Vaar. Hos os vaagned først i Drøm, Moders Røst saa blid og øm, det hun tog i Fryd og Smerte, gemmer trofast i sit Hjerte, Minder om os hver især fra vor første Barnefærd.
Fader stræbsom, myndig, stærk gjorde her sit Livets Værk. Førte Kamp mod Ukrudt, Væde, Markkaal, Tidsel, Følfod, Nælde, trofast øved al sin Tid, han sit Hjem til hver en Tid
Minders Ring sig sælsomt snor, tegner Tiden som henfor, Livets Storme, Solskin, Væde, fælles Sorg og fælles Glæde, tvindes i saa stærk en Snor, styrker Hjertebaand paa Jord
Stedse I jo stoled paa, at bag alle Skyer graa, han som hver en Skæbne leder, ogsaa om jer Livsvej freder, gav vi ret os Gud i Vold, han vor Klippe er og Skjold.
Og jer Livsdag gaar paa Hæld, og det stunder stærkt mod Kvæld, Eders Lys Gud lade skinne, og af Hjertet dybest inde Glæde, Hvile, Fred, og din himmelske Salighed
Jeg er en lille Ting, men har stor Betydning, jeg hjælper alle, jeg lukker aabnede Døre, jeg skaber Respekt og Beundring, jeg er nyttig hele Dagen, jeg burde være alles Ven, jeg hedder Smilet.
Made with FlippingBook - Online magazine maker