Kapitel 7 Valutaomregning
Eksempel på løbende levering
Virksomhed A investerer 1.600 USD i en obligation med en fast rente på 5 %. Renten betales kvartalsvis. Den 31. december modtager Virksomhed A 20 USD i rente for det seneste kvartal. Virksomhedens funktionelle valuta er DKK. I løbet af kvartalet stiger kursen gradvist fra 6 den 1. oktober til 7,5 den 31. december. Hvor stort et beløb skal Virksomhed A indregne som rente- indtægt for det seneste kvartal? Vi antager, at en gennemsnitskurs på 6,75 er repræsentativ for de daglige spotkurser gennem kvartalet. Renteindtægten for kvartalet bliver da 20 USD x 6,75 = 135 DKK. Den regnskabsmæs- sige behandling ved modtagelse af rentebetalingen den 31. december bliver som følger:
Likvider
USD 20 x 7,5 =
150 135
(debet)
Renteindtægt
USD 20 x 6.75 =
(kredit) (kredit)
Valutakursdifference
20 x (7,5-6,75) =
15
7.5.2 Gennemsnitskurs
Det følger af hovedreglen ovenfor, at alle aktiver og forpligtelser skal omregnes til spotkursen på regnskabsårets afslutningsdag. Det gælder både omregning til målevaluta (alene for monetære aktiver og forpligtelser) og omregning til præsentationsvaluta. Denne omregning foretages ved udgangen af hvert regnskabsår, og det kræver normalt ikke det store arbejde at fremskaffe kursen på balancedagen. Derimod kan det være krævende at overholde hovedreglen for omregning af indtægter og omkost- ninger. Hvis en virksomhed dagligt har transaktioner i fremmed valuta, kan hovedreglen medføre, at virksomheden i løbet af året skal anvende op til 365 forskellige kurser for hver valuta. Også ved omregning til fælles præsentationsvaluta kan hovedreglen kræve brug af op til 365 forskellige kurser til omregning af en virksomheds årsregnskab, selvom denne omregning udelukkende fore- tages ved regnskabsårets afslutning. Det er derfor forståeligt, at standarden af praktiske grunde tillader anvendelse af gennemsnitskurser for perioder, hvor der ikke er væsentlige valutakursud- sving. Brug af gennemsnitskurser tillades både ved første indregning af transaktioner i fremmed valuta og ved omregning til præsentationsvaluta. IAS 21.22 nævner en uge eller en måned som eksempel på en periode, hvor den gennemsnitlige valutakurs kan anvendes til omregning af en transaktion til funktionel valuta, mens IAS 21.40 til- lader, at gennemsnitskursen for en periode kan anvendes til omregning fra funktionel valuta til præsentationsvaluta. Uanset hvilken periode man anvender, foreskriver standarden implicit, at gennemsnitskursen skal være tæt på den kurs, som ville være anvendt ved brug af hovedreglen, og eksplicit, at anvendelsen af en gennemsnitlig valutakurs for en periode med væsentlige valutakursudsving er uhensigtsmæs- sig. Normalt bør gennemsnitlige valutakurser ikke anvendes for perioder over en måned, specielt når det drejer sig om omregning til funktionel valuta. Under alle omstændigheder bør en virksom- hed ikke ukritisk beregne gennemsnitskurser for faste perioder. Det bør løbende vurderes, om der er forhold, som gør, at den anvendte periode ikke er hensigtsmæssig. Dette kan være tilfældet, hvis der har været væsentlige udsving i valutakurserne, eller når transaktionerne ikke finder sted jævnt fordelt over perioden. Ved væsentlige individuelle transaktioner skal kursen på tidspunktet for transaktionen sandsynligvis benyttes ved omregning både til funktionel valuta og til præsenta- tionsvaluta.
Praktisk tilgang
134 | IFRS og danske årsrapporter | EY
Made with FlippingBook - Share PDF online