Kapitel 18 Varebeholdninger
Kostprisen for enheder, der ikke har flere anvendelsesmuligheder, samt varer eller tjenesteydel- ser, der er fremstillet til konkrete projekter, skal fordeles på grundlag af en specifik identifikation af deres individuelle kostpris. I praksis er dette en usædvanlig målingsmetode, og den bruges pri- mært, når en virksomhed har relativt få enheder af høj værdi, fx forhandleres varebeholdninger af antikviteter, smykker eller biler. Specifik identifikation er uhensigtsmæssig, når der er tale om et stort antal vareenheder, som normalt har flere anvendelsesmuligheder, hvilket normalt er tilfæl- det. I sådanne tilfælde anvendes først ind-først ud (FIFO)-metoden eller den vejede gennemsnits- metode. Sidst ind-først ud (LIFO)-metoden er derimod ikke tilladt i henhold til IFRS. I praksis anvendes også andre metoder, herunder standard-kost-metoden. Sådanne metoder kan alene anvendes som surrogat for de tillade metoder i IAS 2, hvis værdien ikke afviger væsentligt i forhold til de tilladte metoder. I de situationer, hvor de regnskabsmæssige værdier afviger fra de værdier, som er beregnet efter en af de ovenfor omtalte metoder, må virksomheden vurdere, om der er behov for at ændre beregningen af standard-kost for at nå frem til en værdi, som er i over- ensstemmelse med bestemmelserne i IAS 2. IAS 2 nævner, at der er få tilfælde, hvor låneomkostninger, som defineret i IAS 23 Låneomkost- ninger , skal indregnes i kostprisen af varebeholdninger. Det er i henhold til IAS 23 et krav, at der indregnes låneomkostninger for kvalificerende aktiver, der er aktiver, som tager en længere peri- ode at fremstille. IAS 23 undtager dog aktiver, som rutinemæssigt produceres i større mængder.
IAS 2.23
Standard- kost-metoden
IAS 2.17, IAS 23, 4, 7- 8
Hvis der identificeres en finansieringskomponent i en langfristet leverandøraftale, fx hvis der mod- taget væsentlige forudbetalinger eller ydes lang kredittid er der krav om, at denne komponents regnskabsmæssigt skal behandles separat.
Finansierings- komponent
18.4.2 Nettorealisationsværdi
Varebeholdninger skal nedskrives, når nettorealisationsværdien er lavere end den regnskabsmæs- sige værdi.
Nettorealisationsværdien er den i det normale forretningsforløb skønnede salgspris med fradrag af skønnede færdiggørelsesomkostninger samt de omkostninger, som skønnes at være nødvendige for at effektuere salget.
Definition af nettoreali- sationsværdi
Nettorealisationsværdien skal baseres på de mest pålidelige data, som er tilgængelige på balance- dagen, og kun tage højde for udsving i priser og omkostninger efter balancedagen, hvis de bekræf- ter forhold, som eksisterede på balancedagen. Et salg af en vare efter balancedagen til en lavere pris kan eksempelvis bekræfte nettorealisationsværdien på balancedagen. IFRS IC har i juni 2021 offentliggjort en Agenda Decision, der vedrører skøn over de omkostninger, som er nødvendige for at effektuere et salg af en varebeholdning. IAS 2 indeholder detaljeret gu- idance om, hvordan virksomheder skal estimere nettorealisationsværdien af en varebeholdning, men går ikke yderligere i detaljer om, hvilke omkostninger, der skal medregnes, når virksomheder skal opgøre de omkostninger, der er nødvendige for at effektuere et salg af en varebeholdning. Virksomheder udøver derfor skøn, baseret på de faktiske omstændigheder, herunder arten af virk- somhedens varebeholdning, over hvilke omkostninger, der er nødvendige for at effektuere et salg, hvilket har ledt til forskellig regnskabspraksis på dette område, og deraf behovet for en Agenda Decision. Formålet med at nedskrive en varebeholdning til nettorealisationsværdi, hvis denne er lavere end varebeholdnings kostpris, er at varebeholdningens regnskabsmæssige værdi ikke må overstige den værdi, som virksomheder kan realisere fra et salg af varebeholdningen. Hvis virksomheder anven- der en praksis, hvor omkostninger for at effektuere et salg kun omfatter de omkostninger, der er direkte relateret hertil, vil dette kunne medføre, at nettorealisationsværdien bliver højere end den værdi, som virksomheden reelt kan indhente fra et salg af varebeholdningen. Direkte omkostninger for at effektuere et salg kan fx omfatte omkostninger til salgspersonale og reklameomkostninger,
IFRS IC Agenda Decision - Omkostninger nødvendige for at effektuere et salg
EY | IFRS og danske årsrapporter | 261
Made with FlippingBook - Share PDF online