Kapitel 18 Varebeholdninger
der kan allokeres direkte til varebeholdningen. Hvor indirekte omkostninger fx også kan omfatte afskrivninger og andre overhead-omkostninger afhængigt af virksomhedens branche, type af va- rebeholdning og salgskanal m.v. På baggrund af formålet med at nedskrive en varebeholdning til nettorealisationsværdi er det IFRS IC's konklusion, at virksomheder ved opgørelse af nettorealisationsværdien skal inkludere alle om- kostninger, der er relateret til at effektuere et salg af varebeholdningen og ikke kun de omkostnin- ger, som er direkte relateret til salget. Nedskrivning af varebeholdninger kan skyldes, at varebeholdningerne er beskadigede eller uku- rante, eller at de forventede salgspriser er faldet. For varer under fremstilling kan færdiggørelses- omkostningerne være steget og dermed have medført et nedskrivningsbehov. Hvis situationen se- nere ændrer sig, skal nedskrivningen tilbageføres. Hvis en råvare er anskaffet med henblik på anvendelse i produktionen af færdigvarer, vil et fald i råvarens salgspris ikke automatisk medføre krav om nedskrivning, selvom råvarens salgspris er lavere end dens kostpris. Hvis nettorealisationsværdien for de færdigvarer, i hvilke råvaren skal indgå, fortsat er højere end færdigvarens kostpris, skal råvaren ikke nedskrives.
Nedskriv- ninger og tilbageførsel heraf
Eksempel på værdiforringelse af råvarer
En akvavitproducent benytter kartofler i produktionen. Efter at producenten har anskaffet et lager af kartofler med henblik på produktion af akvavit, falder kartoffelpriserne. Producenten nedskriver ikke kartoffellageret, da akvavitten forventes solgt med fortjeneste.
18.5 Præsentation og oplysninger
Standarden angiver en række oplysninger om varebeholdninger og vareforbrug, som skal fremgå af årsregnskabet. Der er ikke noget krav om, at oplysningerne skal fremgå af noterne; de kan også fremgå af de primære opgørelser, hvis dette er hensigtsmæssigt. De fleste virksomheder præsen- terer dog alene en enkelt linje vedrørende vareforbrug i resultatopgørelsen og en enkelt linje ved- rørende varebeholdninger i balancen, og i sådanne tilfælde er det naturligt at præsentere yderli- gere oplysninger om varebeholdninger og vareforbrug i noterne. Hvis nogle af oplysningerne er så væsentlige, at det findes hensigtsmæssigt at præsentere dem i separate poster i resultatopgørel- sen (fx væsentlige nedskrivninger) eller balancen (fx gruppering af vareenheder), er det ikke nød- vendigt at oplyse det samme i noterne, men fordi posterne er væsentlige, kan der være behov for yderligere oplysninger i noterne. Oplysninger om regnskabspraksis, som blot gengiver standardens krav, fx at varebeholdninger måles til den laveste værdi af kostpris og nettorealisationsværdi, bringer ikke værdi for de primære regnskabsbrugere. Måling af varebeholdninger kræver anvendelse af skøn, eksempelvis i forbin- delse med beregning af kostpris og nettorealisationsværdi. I henhold til IAS 1.122 skal en virksom- hed oplyse om vurderinger, som ledelsen har foretaget, og som har væsentlig indvirkning på års- regnskabet. IAS 2 kræver oplysning om målingsmetoder. Det betyder, at en virksomhed skal oplyse om, hvorvidt varebeholdningernes kostpris måles individuelt eller for grupper af vareenheder, og om kostprisen allokeres ved anvendelse af FIFO-metoden eller den vejede gennemsnitsmetode. Hvis de er væsentlige, bør der også oplyses om, hvordan låneomkostninger fordeles på kostpris, hvordan finansieringselementet ved køb på kredit behandles, hvordan nedskrivninger af ukurante varebeholdninger opgøres og hvordan varebeholdninger grupperes med henblik på vurdering af nettorealisationsværdi m.v.
IAS 2.36 Notekrav
Anvendt regnskabs- praksis
Den samlede regnskabsmæssige værdi af varebeholdningerne skal fordeles på grupper af varebe- holdninger. IAS 2 angiver ikke bestemte klassifikationer. Det centrale er, at fordelingen giver de primære regnskabsbrugere nyttige oplysninger. Standarden angiver dog, at sædvanlige klassi-
262 | IFRS og danske årsrapporter | EY
Made with FlippingBook - Share PDF online