Årsberetning 2018-2019

FLYTNING OG ORGANISERING

Efter to år i Jernbanegade 12 kunne NæstvedArkiverne i begyndelsen af januar 2019 slå dørene op til nye lokaler i kommunens rådhus i Teatergade 8.

Her har alle mulighed for at besøge læsesalen; se arkivets udstillinger; få vejledning og rådgivning i at søge efter arkivalier om den lokale historie; gå på opdagelse i aviser samt bruge alle de mange spændende arkivalier, som arkivet gemmer på.

Læsesalen danner også arbejdsplads for arkivets frivillige i Næstved og for de digitaliseringsprojekter, som arkivet iværksætter.

Organisatorisk har det haft den glædelige betydning for NæstvedArkivernes medarbejdere, at vi nu endelig er kommet under samme tag som vores kollegaer i Center for Politik og Udvikling.

SAMLINGERNE

I forbindelse med flytningen fra Jernbanegade var det nødvendigt at lukke for dele af avissamlingen, indtil en ny placering i Teatergade kunne komme i stand. Det skete i august 2019, og Næstved Tidende fra årene 1920 til 1965 kan nu hentes direkte til læsesalen uden forudgående bestilling, hvis en borger ønsker det. Alle andre aviser skal fortsat bestilles i naesbas.dk. Samlingerne i Fuglebjerg Arkiv har været gennem en omfattende oprydning og registrering. Det er nu muligt at søge alle arkivalier fra Fuglebjerg Arkiv frem gennem registreringsdatabasen naesbas.dk, som er det fælles registreringssystem for alle NæstvedArkivernes samlinger uanset lokation. Det gælder også for film, lyd og fotos. Interne flytninger i Næstved Kommune har både i 2018 og 2019 skabt rokeringer i arkivets magasiner. Det har ikke medført gener for brugerne, og vi forventer at være på plads i løbet af 2020. Igen i år har arkivets personale påført arkivæskerne i magasinerne mærkater med stregkoder til afløsning for de håndskrevne påtegninger med blyant. Også det arbejde forventes at være afsluttet i 2020. Ud over interne flytninger har Persondataforordningens implementering i organisationen i 2018 affødt en pæn tilvækst af papirarkivalier, som tidligere har været opbevaret lokalt i kommunens administration og virksomheder. Det bevaringsværdige materiale er nu afleveret til NæstvedArkiverne og registreret i arkivets samlinger.

Fladså Arkiv fik i 2018 tilført dubletter af Næstved Tidende. Så nu kan der også læses i aviser på læsesalen i Brøderup.

Side 1 af 4

Made with FlippingBook - Online magazine maker