DIGITALISERING OG FORMIDLING
Arkivet har haft forskellige byvandringer i året løb, senest for Rigsarkivets afdeling for indsamling og bevaring, hvis sommerudflugt gik til Næstved og Gavnø.
I begyndelsen af 2018 besøgte historiker Carsten Egø Nielsen arkivet med foredraget om ”Pigerne på Sprogø”. I efteråret 2018 var der foredrag om H.A. Brendekilde ved Ralph Sonne.
Samme år overgik Peter Loumanns meget besøgte site om ” Huse i Næstved ” til NæstvedArkiverne. ” Huse i Næstved ” kan tilgås fra arkivets hjemmeside, og her findes en væld af oplysninger om byens historie, bygninger, mennesker, arkitektur, erhverv og dagligliv i købstaden gennem tiden. Sitet ejes og udgives af NæstvedArkiverne, men redigeres fortsat af Peter Loumann, som har ansvaret for indholdet. Planlægningen af 100-året for genforeningen i 1920 og 50-året for kommunesammenlægningen i 1970 er begyndt, og arkivet er i fuld gang med at digitalisere og tilgængeliggøre byråds- og sognerådsprotokoller fra alle sammenlægningskommunerne. Tilvæksten af digitale arkivalier på nettet er vokset med digitalisering af borgerskabsprotokoller 1679-1908, forskellige skoleprotokoller, telefonbøger og vejvisere. Alt sammen med hjælp fra arkivets flittige frivillige. I efteråret 2019 har arkivet fået ny hjemmeside og ny filmkanal, som blandt andet byder på ”gamle nyheder” fra Fensmark Lokal -TV og TV-Næstved samt ældre udgaver af byrådets møder fra 2007 og frem til 2015. Selv om filmkanalens ydre er nyt, er indholdet stadig spækket med gode lokale historiske film fra en svunden tid. FRIVILLIGT ARBEJDE Arkivet mistede i 2018 en mangeårig frivillig, arbejdskraft og lokalhistorisk personlighed, da Svend C. Dahl afgik ved døden. Arkivet har modtaget Svends personarkiv, der vidner om de mange lokalhistoriske undersøgelser og forarbejder, som Svend har arbejdet med gennem årene. Foruden de allerede nævnte opgaver med oprydning og registrering af samlingerne i Fladså og Fuglebjerg, har arkivets frivillige på alle tre lokationer igen i den forløbne periode sørget for, at flere fotos er digitaliseret og registreret til både bevaring og publicering; at vejvisere og telefonbøger kan ses på nettet via hjemmesiden; at Historisk Atlas er blevet beriget med oplysninger og fotos af genforeningssten i kommunen; sognerådsprotokollerne fra alle de mange landkommuner i vores område bliver digitaliseret og transskriberet og dermed søgbare; at de mange lokale nyhedsudsendelser på filmkanalen har fået tilføjet metadata om, hvad hver enkelt udsendelse indeholder og meget mere. Digitalisering af Næstved Fattigvæsens journaler er undervejs og flere spændende digitaliseringsprojekter fortsættes i 2020.
Side 3 af 4
Made with FlippingBook - Online magazine maker