Kapitel 1 Lovens opbygning – byggeklodsmodellen
Der er tale om lovens generelle suppleringskrav, der tilsiger, at hvis bestemmelserne i loven ikke er tilstrækkelige til at give et retvisende billede, skal der gives yderligere oplysninger i årsregn- skabet.
§ 11, stk. 2
Desuden er det ikke muligt for mikrovirksomheder at fravige lovens specifikke bestemmelser med henblik på bedre at opnå et retvisende billede.
§ 11, stk. 3
EY's holdning Reglerne for mikrovirksomheder kan umiddelbart synes hensigtsmæssige ud fra en lovgivers hensigt om generelt at lempe virksomhedernes administrative byrder. Set i dette perspektiv er det efter EY's opfattelse vigtigt at huske: ▪ Årsrapporten skal kun udarbejdes én gang om året og er derfor en rimelig begrænset op- gave i forhold til, at de daglige opgaver i virksomheden med bogføring, indberetninger m.v. stadig skal udføres og ikke påvirkes nævneværdigt af de reducerede krav for mikrovirksom- heder i årsregnskabsloven. ▪ Reglerne på de skatte- og afgiftsmæssige områder set over perioden siden årsregnskabslo- vens tilblivelse i 2001 har ikke gennemgået tilsvarende lempelser i forhold til, hvad der er gennemført på det regnskabsmæssige og selskabsretlige område. På disse områder er reg- lerne i samme periode snarere blevet mere komplicerede. Denne skævvridning mellem fag- områderne skaber uhensigtsmæssigheder i virksomhedernes daglige arbejde, der medfø- rer, at virksomhederne sjældent mærker den fulde effekt af de lempelser, der gennemføres på det regnskabsmæssige område. ▪ Flere undersøgelser har vist, at årsrapporten anses som den vigtigste informationskilde for virksomhedens interessenter, herunder offentlige myndigheder og kreditgivere. Det er der- for et godt argument for ikke at udhule årsrapportens informationsværdi. ▪ Den besparelse, som lovgiver anfører, at virksomhederne opnår, kan meget vel udhules eller helt forsvinde i yderligere arbejde med fremskaffelse af informationer til virksomhe- dens forskellige interessenter, som måske ikke længere føler sig tilstrækkeligt informeret via årsrapporten. Det er desuden efter EY's opfattelse meget problematisk, at regnskabsbrugere af mikrovirk- somheders årsrapporter ikke kan udlede virksomhedens anvendte regnskabspraksis. Tilhæn- gere af reglerne for mikrovirksomheder afværger denne kritik med henvisning til, at mikro- virksomheder som oftest er simple og ukomplicerede. Vi spørger bare, kan man overhovedet forholde sig til et årsregnskab, hvor regnskabslæser fx ikke kan uddrage, efter hvilke kriterier indregning af indtægter sker i resultatopgørelsen? Eller at regnskabsbruger ikke kan uddrage regnskabspraksis for væsentlige aktiver, fx til kost- pris eller dagsværdi eller finde oplysninger om afskrivningsperioder, der er anvendt for virk- somhedens langfristede aktiver?
At udelade anvendt regnskabspraksis i en årsrapport kan efter EY's vurdering sammenlignes med, at der udelades varedeklaration på varerne i din dagligvarebutik.
På grundlag af et krav i regnskabsdirektivet er der indsat et krav i loven om, at mikrovirksomheder, der har valgt ikke at oplyse om anvendt regnskabspraksis, skal oplyse om den regnskabsmæssige behandling af skatter, når aktiver måles til dagsværdi, jf. § 41.
§ 58
EY | Indsigt i årsregnskabsloven 2026/27 | 35
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease